I denne uge kigger vi på et rivalopgør, der har været i nærmest eksplosiv udvikling de seneste år. Læs hvordan Bengals og Steelers på få år er eskaleret fra en moderat rivalisering til et ondt opgør.

Første møde: 2. November 1970, Steelers vandt 21-10
Head to head record: 59-35 Steelers’ favør. (92 opgør)
Antal Super Bowl sejre: Bengals 0 (2 optrædener) Steelers 6 (8 optrædener)
Seneste 10 opgør: 7-3 i Steelers’ favør
Seneste møde: 18.  September 2016. Steelers vandt 24-16  på hjemmebane.
2016 sæson record. Bengals: 5-7-1 Steelers 8-5.

En bitter rivalisering gennem årene

Cincinnati Bengals mod Pittsburgh Steelers er et klassisk AFC North opgør. Steelers er det hold, Bengals har spillet flest gange, siden de kom ind i ligaen i 1970. De to hold har mødt hinanden hvert eneste år siden da, og i lang tid var det en bitter rivalisering.

De to hold er ofte direkte impliceret i hinandens slutspilsdrømme, og utallige gange har det ene hold spændt ben for det andet. Det giver en del ubehagelige minder for begge fangrupper. En af de episoder, som begge fangrupper altid bringer frem, er det sack, der sluttede Carson Palmers sæson i den første uge af slutspillet mod Steelers. Palmer var blevet valgt af Bengals først af alle spillere i 2003 draften, og i 2005 sæsonen havde han med storspil vundet hjerterne hos Bengals-fans. I slutspillet mødte Bengals så Steelers, men på Bengals’ første kastespil blev Palmer ramt af Kimo Von Oelhoffen og rev korsbåndet over. Steelers vandt kampen og gik videre i slutspillet, men Bengals-fans har aldrig rigtig tilgivet Steelers for den skade.

https://twitter.com/TheNFLHistory/status/531959206510071808

Set gennem hele rivaliseringen har Steelers været det dominerende hold, og selvom Bengals de senere år har været yderst konkurrencedygtige, har Steelers stadig vundet 7 ud af de sidste 10 indbyrdes opgør. Det hele har dog taget en voldsom drejning de sidste år. Fra at være en rivalisering, hvor holdene ofte kom i vejen for hinanden, er det eskaleret til en direkte ondskabsfuld rivalisering, hvor holdene nærmest ødelægger hinandens sæsoner.

Fra bitter til decideret ondskabsfuld

For to år siden kæmpede holdene om divisionstitlen helt til sidste spilledag. I uge 17 mødtes holdene på Heinz Field i Pittsburgh i en kamp, hvor vinderen løb med divisionen. Steelers vandt kampen, men Bengals fik stadig et wild-card til slutspillet. I en ekstremt fysisk kamp led begge hold dog spillertab, som kunne ses ugen efter i slutspillet. Steelers’ runningback Le’Veon Bell og Bengals’ wide-receiver AJ Green blev begge skadet som følge af hårde tacklinger. De missede begge slutspilskampene ugen efter, og både Steelers og Bengals måtte lide ærgerlige nederlag.

2014 var ingenting sammenlignet med den eskaleren rivaliseringen tog i 2015-sæsonen. I det første opgør mellem holdene blev Le’Veon Bell alvorligt skadet efter en tackling af Vontaze Burfict. Burfict jublede lidt over tacklingen af Bell, noget som Steelers spillerne tolkede som, at Burfict jublede over skaden. Det førte til hårde kommentarer fra Steelers spillerne efter kampen, og Steelers’ linebacker Vince Williams truede sågar Burfict med tæsk på twitter efter kampen.

Det gav en højspændt atmosfære til sæsonens anden kamp, og allerede inden kampen var holdene oppe og toppes. Under opvarmningen gik Vontaze Burfict ind på Steelers’ halvdel for at lette hjertet lidt. Det blev ikke vel modtaget, og det endte med en større verbal konfrontation, hvor næsten alle spillere fra holdene var involveret.

Under kampen var stemningen langt fra god, og begge hold leverede svinestreger på stribe. Der blev både uddelt håndmadder, sene hits og vist prøver på alle kunstens ufine regler. Noget som førte til at begge fangrupper følte, at det andet hold havde gået langt over stregen. Hvilket begge hold også gjorde. Efter kampen uddelte NFL bøder til syv spillere på samlet $140.000. Bengals havde kun to af de syv syndere, men tidligere omtalte Vontaze Burfict fik bøder for tre forskellige situationer. Han stod for halvdelen af den samlede bødeværdi.

Slutspilskampen i januar 2016
Man skulle tro, at det næppe kunne blive meget værre end en kamp, der ender med $140.000 i bøde. Slutspilskampen nogle uger senere skulle dog vise sig, at nå endnu vildere højder. Det var en fysisk og intens kamp, hvor angrebene havde det svært. Steelers havde dog et overtag de første tre quarters og tog en føring på 15-0 med ind til fjerde quarter. Her leverede et A.J. McCarron anført Bengals-hold et fantastisk comeback (Dalton skadet i $140.000-kampen) , og med 1 minut og 56 sekunder igen bragte de sig foran 16-15. Disse lige under 2 minutter, skulle dog vise sig at blive noget af det mest vanvittige og intense, der er set i slutspillet de senere år.

Sidst i tredje quarter var Ben Roethlisberger blevet skadet, da han blev sacket af Vontaze Burfict. Derfor var det backup Landry Jones, der skulle stå for dette afgørende drive, og på det første kast blev han interceptet. Alle troede, at kampen var ovre. Bengals skulle blot løbe bolden nogle gange, og så havde de endelig vundet en slutspilskamp. MEN på det første løb efter interceptionen fumblede Bengals’ runningback Jeremy Hill bolden, og Steelers fik fat i den. En tydeligt hæmmet Roethlisberger havde set nok af Landry Jones og hans miserable første forsøg på at vinde kampe, og på trods af han var tydeligt hæmmet vendte han tilbage til det sidste halvanden minut.

Han kunne dog ikke kaste bolden mere end ca. 10-15 yards, og med tiden arbejdende i Bengals’ favør, så det svært ud. Med 22 sekunder igen havde Steelers nået midten af banen, men manglede stadig omkring 15 yards for et realistisk field goal. Uden timeouts kaster Roethlisberger henover midten, hvor bolden går henover hovedet på Antonio Brown. Selvom bolden sejler henover hovedet på Brown, leverer Vontaze Burfict et brutalt hit mod skulderen direkte til Browns hoved, og dommerne kaster et flag – 15 yards for et ulovligt hit

Hittet har Steelers’ spillerne helt oppe i det røde felt, og Bengals spillerne er mindst lige så frustrerede. Mens Antonio Brown får behandling bliver der udvekslet flere nok knap så pæne gloser mellem holdene. På banen render Steelers’ outside-linebacker træner, Joey Porter, af en eller anden grund rundt, og han benytter lejligheden til at snakke lidt til Vontaze Burfict og Adam “Pacman” Jones. Det provokerer tydeligvis Jones, og det ender i lidt skubberi mellem holdene igen. I dette skubberi får Pacman skubbet til en dommer, og dette koster en straf på 15 yards yderligere.

De 30 yards gør et field goal ganske overskueligt, og Steelers ender med at vinde efter et fuldstændig vanvittigt opgør og går videre i slutspillet med en 19-18 sejr.

Kampen her var uden tvivl en helt ny højde for rivaliseringen, og det bliver interessant om de to hold kan fortsætte med at bygge videre på dette. Årets første kamp i år var relativt fredelig, men i aften kan Bengals virkelig drille Steelers, der kæmper hårdt med Ravens om divisionen.