Hver uge kigger vi på Gul Klud nærmere på et af ugens rivalopgør. I denne uge har vi fat i en af de helt tunge rivaliseringer, når Packers og Bears mødes i NFLs ældste rivalopgør.

Første møde: 27. November 1921, Bears vandt 20-0
Head to head record: 94-92-6 i Bears favør. (192 opgør)
Antal Super Bowl sejre: Bears 1 (2 optrædener) Packers 4 (5 optrædener)
Seneste 10 opgør: 8-2 i Packers favør
Seneste møde: 26. November 2015. Bears vandt 17-13 på udebane
2016 record. Bears 1-5. Packers 3-2

“Vi plejede at bo på et hotel i Green Bay dagen inden kampen. Om natten ville Packers-fans køre rundt ude på gaden og dytte helt vildt med hornene. Det pissede mig altid af.” – Johnny Morris tidligere runningback for Chicago Bears.,

NFLs ældste rivalopgør
Rivaliseringen mellem Chicago Bears og Green Bay Packers er den ældste rivalisering i NFL. De har mødt hinanden vanvittige 190 gange. De mødtes første gang tilbage i 1921. Chicago Bears hed dengang Chicago Staleys og vandt det første opgør med 20-0.

Rivaliseringen er noget af det mest fjendske, du kan finde i NFL. De to hold hader hinanden, og det har de gjort i næsten 100 år. Det er historien om rivaliseringen mellem storbyholdet og holdet fra den lille by længere oppe af kysten. Green Bay er den mindste by, der har et NFL hold. Der er kun omkring 100.000 indbyggere, hvorimod Chicago huser omkring 2,7 millioner indbyggere.

De to hold var to af de mest dominerende i NFLs tidlige år. Inden NFL og AFL lagde sig sammen og dannede det NFL, vi kender i dag, vandt Chicago Bears og Green Bay Packers 17 mesterskaber tilsammen. I Super Bowl æraen har de to klubber vundet 5 Super Bowls i alt, 4 af dem står Packers for.

Bears har overtaget, men Packers’ quarterbacks dominerer
Efter 100 år er den historiske rivalisering stadig helt tæt. Bears har et lille overtag med 94 sejre mod Packers’ 92, men den føring blev grundlagt for mange år siden. Det startede ellers med nogle tætte årtier, hvor rivaliseringen fra start af tog fart. Op gennem 20’erne og 30’erne var opgørene ekstremt tætte og begge hold oplevede stor succes med flere NFL-mesterskaber. De følgende 20 år tippede opgørene dog kraftigt i Bears’ favør, og Packers har aldrig indhentet det forspring, der blev skabt dengang.

Packers’ har dog også haft storhedstider i både NFL og i det interne opgør, og den succes har altid været quarterbackdrevet. Op gennem 60’erne regerede den legendarisk træner Vince Lombardi og Hall of Fame quarterback Bart Starr, og den fænomenale duo sad tungt på Bears og NFL. De vandt 15 ud af 20 opgør mod Bears i 60’erne og vandt derudover de to første Super Bowls i 1966 og 1967-sæsonerne.

Da Bart Starr stoppede karrieren i starten af 70’erne, genvandt Bears igen momentum i 70’erne og 80’erne, og med et dominerende forsvar i midtfirserne sikrede de sig også deres første og eneste Super Bowl-sejr. Da vi ramte 90’erne var det med undtagelse af 60’erne en rivalisering, hvor storbydrengene fra Chicago som oftest havde trukket det længste strå, men det skulle ændre sig i 1992.

I en trade, der nær aldrig var blevet til noget, sikrede Green Bay Packers sig Brett Favre i en trade fra Atlanta Falcons. Lægestaben i Green Bay frygtede for Brett Favres ene hofte og anbefalede at aflyse handlen. Heldigvis for Green Bay var daværende General Manager, Ron Wolf, ligeglad og overtrumfede lægestabens anbefalinger og gennemførte handlen. Siden dengang har Green Bay domineret rivaliseringen.

Efter Brett Favre kom Aaron Rodgers som bekendt til, og de to fremragende quarterbacks har siden 1992 stået i spidsen for samtlige Packers’ hold, der har stået overfor Bears. De to har vundet 35 ud af 49 opgør mod Bears, og med et Bears-hold i opbygning og Rodgers ved roret en håndfuld år endnu, kan det være, at Packers endelig kan tage føringen i de indbyrdes opgør.

Mindeværdige øjeblikke

1) I 1964 vandt Packers 23-12 over Bears i, hvad der huskes som “The Free Kick Game”. Packers havde succes med at udnytte en af de mindst benyttede regler i NFL. Reglen hedder “fair catch kick rule”. Den tillader et hold, som har grebet et punt eller kick-off med et fair catch, at sparke bolden fra fair catch stedet. De får dermed et forsøg på at sparke bolden mellem stængerne fra stedet, hvor bolden blev grebet med fair catch. Det er lidt ligesom et field goal, men sparket bliver sparket efter kick off regler. En spiller sidder og holder bolden, hvorefter kickeren med tilløb kan sparke og modstanderne skal være minimum 10 meter væk. Den regel udnyttede Packers i slutningen af anden halvleg, og det var en af de kun 7 gange i NFL historien, at et sådan spark lykkedes, og det var dengang første gang i 30 år. 4 kampe senere fik Bears dog revanche, da de AFGJORDE kampen med et succesfuldt fair catch kick. Sidste gang det blev forsøgt i NFL var i 2013, da 49’ers prøvede fra 71 yards, men vi skal helt tilbage til 1976 for at finde det sidste succesfulde forsøg. (Her er et forsøg fra 2008)

http://https://www.youtube.com/watch?v=anHdlA-l7Io

2) Der er noget med kickere og special teams i de her opgør. I 1980 scorede Packers’ kicker Chester Marcol et specielt touchdown, som afgjorde kampen. Hans game-winning field goal blev blockeret, men bolden fløj direkte hen i armene på ham, og så satte han ellers turboen til og løb bolden til touchdown i stedet.

3) Hvis man var i tvivl om hadet skal man bare spørge Packers’ tidligere defensive tackle Charles Martin eller Bears’ tidligere quarterback Jim McMahon. I 1986 havde Charles Martin, på sit håndklæde, skrevet en liste med Bears spillere, som skulle smadres. Listen indeholdt bl.a. runningback Walter Payton og quarterback Jim McMahon. Sidstnævnte fik hadet at føle, da Martin efter en interception tog fat om quarterbacken, løftede McMahon op og smadrede ham ned i jorden. McMahons skulder gik af led, og han var ude resten af sæsonen. Martin blev smidt ud af kampen, og det kostede 2 kampes karantæne. Bears vandt i øvrigt kampen. (Se det på youtube her)