Los Angeles Rams og Philadelphia Eagles leverede forrygende underholdning, da de to førerhold i henholdsvis NFC West og East krydsede klinger i LA. Eagles trak det længste strå takket være en sublim Carson Wentz, der desværre kan være tabt for sæsonen.

Nummer 1 i NFC West mod nummer 1 i NFC East. Ligaens to bedste angreb med et snit på 30,1 point per kamp. Jared Goff mod Carson Wentz. Los Angeles Rams tog hjemme imod Philadelphia Eagles i en kamp, der havde alle ingredienserne til at blive en af sæsonens mest mindeværdige opgør.
Og kampen havde da også alt, hvad vi kunne ønske os: Fede offensive spil og mange point af begge hold, hårde hits, et blokeret punt returneret for touchdown af Rams, fem skiftende føringer samt spænding og drama hele vejen igennem – desværre også krydret med en potentielt sæsonafsluttende skade til Eagles-quarterback Carson Wentz.
Læs mere om skaden til Wentz her

Fire touchdowns kastede Wentz – deriblandt to til tight end Trey Burton – før quarterbacken blev skadet og erstattet af Nick Foles. Foles gjorde en fin figur og bagud 31-35, førte han først Eagles til et field goal og en reducering til 34-35. Herefter forcerede Chris Long en fumble midt i fjerde quarter, så gæsterne kunne tage føringen med endnu et field goal af Jake Elliott.

Den føring forsvarede Eagles hjem og hentede en flot sejr på 43-35 i Los Angeles, da Brandon Graham udbyggede føringen med et defensivt touchdown i sidste sekund. Men det er nok den endelig dom for Wentz’ skade, der vægter tungest lige nu.
Philly er nu 11-2 og har allerede vundet NFC East, mens Rams på trods af nederlaget er 9-4 og fastholder førstepladsen i NFC West.