New Orleans Saints sikrede sig en plads i slutspillet og spillede sig tæt på NFC South-titlen med en overbevisende 23-13-sejr over Atlanta Falcons.

16. spillerundes måske mest imødesete opgør fandt sted i New Orleans, hvor Saints tog imod divisionsrivalen Falcons. Drew Brees og Co. kunne med en sejr tage et kæmpe skridt mod divisionstitlen, mens Dan Quinns tropper ville åbne NFC South på vid gab, hvis de kunne tage sejren med hjem til Atlanta.
Målt på yards var det en lige affære, mens Saints var langt skarpere i de afgørende situationer og vandt sikkert 23-13 efter at have bragt sig foran 23-6 i 4. quarter.

To gange i kampen gik Falcons tomhændede fra besøg i redzone efter henholdsvis en fumble af Devonta Freeman, som Saints fik fat i, og et løb på 4th & goal fra 1-yard-linjen, hvor Freeman blev stoppet.
Kampens vildeste spil noterede Saints’ rookie-cornerback, Marshon Lattimore, sig for, da han på en eller anden måde liggende tæmmede bolden med sin bagdel og fik fingrene på bolden for en interception med blot 50 sekunder tilbage af første halvleg. Det viste sig at være et kæmpe momentumsving, for Drew Brees fandt efterfølgende Ted Ginn for et 54-yard touchdown og en pauseføring på 13-0 til hjemmeholdet.

Ingen af holdene formåede at etablere løbeangrebet, men havde mere held med at kaste bolden. Saints’ pass rush voldte Ryan store problemer og fik i ham i jorden fem gange, mens Brees kun måtte bide i græsset efter et sack en enkelt gang.
Med sejren er New Orleans Saints i slutspillet og har nu matchbold i sidste runde, hvor de med en sejr over Tampa Bay Buccaneers vinder divisionen. Atlanta Falcons kan sikre sig et Wild Card ved at besejre Panthers på hjemmebane.


Væsentlige stats:
Drew Brees 21/28 for 239 yards, 1 TD, 1 INT
Mark Ingram, 13 løb for 44 yards, 1 TD, 3 grebne bolde for 22 yards
Ted Ginn Jr. 4 grebne bolde for 76 yards, 1 TD
Michael Thomas, 4 grebne bolde for 66 yards
Matt Ryan 22/36, 288 yards, 1 TD, 1 INT
Julio Jones, 7 grebne bolde for 149 yards