New England Patriots overvandt en chokstart mod Tennessee Titans og spillede sig sikkert i sin syvende AFC-finale i træk med en 35-14-sejr. Quarterback Tom Brady, wide receiver Danny Amendola og et velspillende forsvar var for stor en mundfuld for Titans.

New England Patriots var allerede blevet sendt i AFC-finalen før Divisional Round-opgøret mod Tennessee Titans hjemme i Foxborough både af bookmakere og NFL-eksperter, der så opgøret som en walk over for Tom Brady og Co.

Fra kampens start så det dog ud til, at Titans kunne ride videre på bølgen fra comeback-sejren over Chiefs, da forsvaret to gange stoppede Patriots’ angreb, og rookie-receiver Corey Davis efterfølgende gav gæsterne en føring på 7-0 med et fremragende enhånds-catch for touchdown i bagenden af endzone. Se det blændende catch her.

New England svarede straks igen og havde inden for en håndfuld minutter taget føringen med to touchdowns af Super Bowl-helten, runningback James White. Først et lille ‘shovel pass’ af Brady og derefter et løb på 6 yards.

Efter en langsom start fandt Brady opskriften på at åbne Titans-forsvaret med et højt tempo, der gang på gang fangede Dick LeBeaus forsvar på hælene med korte, hurtige kast til Danny Amendola, James White og Dion Lewis.

Patriots gik ind til pausen foran 21-7 efter et touchdown af tilbagevendte Chris Hogan, og det hev Tennessee fuldstændig ud af holdets plan og forcerede Mariota til at kaste bolden. Uden RT Jack Conklin, som udgik midtvejs i opgøret med en skade, var beskyttelsen af Mariota markant svækket, og det udnyttede Patriots ved at sende pres efter den 24-årige signal caller, der måtte bide i græsset efter et sack otte gange.

Med et touchdownløb af Brandon Bolden i slutningen af tredje quarter udbyggede New England føringen til 28-7 og lukkede endegyldigt kampen. Resten af kampen var ren kosmetik og endte med en sejr på 35-14. Der var plads til lidt ekstra magi til sidst, da Brady i bedste Russell Wilson-stil kastede på tværs af banen og fandt Amendola.

Tom Brady var igen tilbage på det niveau, vi så i størstedelen af grundspillet. Selvom der var enkelte skønhedsfejl, leverede den 40-årige quarterback en overbevisende indsats, hvor han distribuerede bolden til alle mand på angrebet og førte New England til dets syvende AFC-finale i træk.

Brady blev med sine tre touchdowns den første quarterback til at præstere det ti gange i slutspillet (før opgøret delte han rekorden med Joe Montana). Derudover udvidede han blandt andet sin egen rekord for slutspilskampe med 300+ yards til 13 og slutspilsejre til 26.

Stats

Tom Brady, 35/53 for 337 yards, 3 TD’s
James White, 4 løb for 11 yards, 1 TD, 4 grebne bolde for 29 yards, 1 TD
Dion Lewis, 15 løb for 62 yards, 9 grebne bolde for 79 yards
Danny Amendola, 11 grebne bolde for 112 yards
Rob Gronkowski, 6 grebne bolde for 81 yards, 1 TD
Marcus Mariota, 22/37, 254 yards, 2 TD’s
Derrick Henry, 12 løb for 28 yards, 3 grebne bolde for 21 yards
Corey Davis, 5 grebne bolde, 63 yards, 2 TD’s
Eric Decker, 6 grebne bolde for 85 yards