Philadelphia Eagles tromlede hen over divisionsrivalerne fra Dallas Cowboys med 215 løbeyards i en storsejr på 37-9.

Philadelphia Eagles er fortsat NFLs bedste hold efter endnu en overbevisende sejr. Søndag nat gik det ud over Dallas Cowboys i et af rundens mest imødesete opgør, men Cowboys havde slet ikke kvaliteten til at følge med de højtflyvende ørne.
Dallas fik ellers en fin start på kampen – hvor især forsvaret bed fra sig – og gik til pause foran 9-7. Men i anden halvleg var der kæmpe klasseforskel på de to mandskaber. Eagles-forsvaret lagde konstant pres på Dak Prescott, mens Eagles løbeangreb for alvor begyndte at rulle.
Kampen blev reelt afgjort, da Eagles – allerede foran med 23-9 – aggressivt gik på den på fjerde down i field goal afstand, hvor wide receiver Alshon Jeffrey leverede dette smukke spil en halv meter fra endzone.

Og som om det ikke var ydmygelse kunne nok, forcerede rookie-pass rusher Derek Barnett en fumble i slutminutterne, som Nigel Bradham kunne returnere til huset til slutresultatet på 37-9. Dallas-quarterback Dak Prescott havde en forfærdelig kamp med tre interceptions.
Sejren var Eagles 8. på stribe, hvilket bringer NFC’s førerhold på 9-1 – fire sejre flere end Cowboys.