Buffalo Bills besejrede Indianapolis Colts 13-7 efter overtime i en sindssyg snestorm, der lagde New Era Field i en halv meter sne.

Nogle gange kan vejret være så ekstremt, at du nærmest bare kan glemme alt om den taktik, du har brugt hele ugen på at lave. Det var uden tvivl tilfældet, da Buffalo Bills tog imod Indianapolis Colts i en vaskeægte ‘blizzard.’


Fra første fløjt stod det ned med store snefnug, og Buffalos hjemmebane New Era Field var fuldstændig dækket i hvidt. De ekstreme elementer var også tydeligt at se på spillet, der ikke er værd at skrive om, før vi kommer til en yderst dramatisk afslutning på opgøret.
Bagud 7-0 satte Colts sin første gode angrebsserie sammen og scorede touchdown med lidt over et minut tilbage. Chuck Paganos tropper gik efter sejren på en 2-point-conversion, som Jack Doyle greb, men Kamar Aiken blev kaldt for en tynd ‘offensive pass interference,’ og så skulle kicker Adam Vinatieri i stedet forsøge at udligne ved at sparke i det skøre vejr.


Vinatieri satte ekstra-pointet med et skruet spark, der nok blev hjulpet på vej af vinden. Inden spillet fik Vinatieri lidt hjælp af sine holdkammerater, for at sparket overhovedet kunne lade sig gøre.

Vinatieri fik endda muligheden for at vinde kampen for gæsterne, efter Bills’ backup-quarterback Joe Webb var blevet interceptet med et minut tilbage. Her brændte Vinatieri dog, og så skulle kampen i overtime.
Her trak Bills det længste strå til allersidst via et touchdownløb af LeSean McCoy, der sikrede Buffalo en sejr på 13-7 og holder holder AFC East-mandskabets slutspilshåb i live. Buffalo er nu 7-6.