Cleveland Browns vandt en betydningsfuld footballkamp i NFL! Og det var ikke kun Browns, der var med til at skabe en vild uge i NFL. Masser af gode kandidater til alle priserne. Se hvem der løb af sted med dem.

Spillerne er valgt og nomineret af Gul Klud. Hver kategori vil have tre nominerede efterfulgt af en vinder.

Ugens Guldklud: Ugens bedste præstation
Cleveland Browns: Vinder deres første kamp i over et år og mister stadig ikke førstevalget i draften.
Malcolm Jenkins, S, Eagles: 6 tacklinger og var kastet efter 8 gange i opdækning. Her tillod han kun 3 receptions for 20 yards og lavede 2 interceptions, hvor han returnerede den ene for touchdown.
Aaron Rodgers, QB, Packers: Ramte på 28 ud af 38 kast for 347 yards og 4 touchdowns. Løb derudover et touchdown

Vinder: Aaron Rodgers
Tillykke til Cleveland Browns, men ugens vinder bliver Aaron Rodgers, der med endnu en fantastisk præstation er ved at sende Packers i slutspillet. Lige så snart resten af holdet holdt op med at sejle fuldstændigt som i ugerne, hvor de bl.a. tabte til Colts, Redsking og Titans, har Aaron Rodgers nok en gang bevist, hvor fantastisk en quarterback han er. Søndagens opgør mod Minnesota Vikings’ talentfulde (omend lidt modløse) forsvar var et stilstudie i quarterbackspil, og når Rodgers rammer det niveau, er det ikke sjovt at møde Packers. Hvis de kommer i slutspillet, vil alle frygte A-Rod og kompagni.

Ugens Gulvklud: Ugens værste præstation
– San Diego Chargers: For første gang i dette årtusinde havde et hold 9 sacks og tabte. OG DET VAR MOD BROWNS FOR FILAN DA.
Buffalo Bills: Fire gange i sæsonen har en spiller løbet for over 200 yards i sæsonen. 3 af disse er mod Bills. Rex Ryan er en forsvarsorienteret cheftræner for øvrigt…
Jets’ Quaterbacks: Patriots’ reserve quarterback, Jimmy Garoppolo, ramte på 1 af 2 kast for seks yards og havde stadig en bedre passer-rating end Jets’ to quarterbacks TILSAMMEN.

Vinder: San Diego Chargers
Chargers startede sæsonen med at finde på magiske nye måder at tabe kampe på, og nu slutter de også sæsonen af på den måde. I de sidste fem minutter missede de to field goals, der kunne have udlignet til 20-20. Det første blev blokeret, og det andet blev bare misset. Hvis man ser mere overordnet var måden at tabe på endnu mere ekstraordinær. Kun otte gange siden 1970 har et hold haft ni sacks og stadig tabt en kamp. Og det er ikke sket siden årtusindeskiftet. Og Chargers gjorde det mod et 0-14 Cleveland Browns hold. NUL OG FJORTEN. Hvis jeg var holdejer, vil jeg nok også prøve at få en ny fanbase, for den tidligere/nuværende har været igennem uhelbredelig tortur i år.

Ugens Who-klud: Bedste præstation af en ukendt spiller
J.J. Nelson, WR, Cardinals: 3 receptions for 132 yards og 1 touchdowns.
A.J. Bouye, CB, Texans: Har været en top 10 cornerback i år og beviste det mod Bengals, hvor han var alle vegne med 9 tacklinger og 3 kast slået ned.
Alejandro Villanueva, OT, Steelers: Stående overfor frygtindgydende Terrell Suggs, holdt han Suggs fra sacks, tacklinger eller pressures overhovedet.

Vinder: A.J. Bouye
A.J. Bouye er en af de spillere, der med alt sandsynlighed først får den kredit, han fortjener, et år for sent. I år har han været en top 10, ja næsten top 5 cornerback i NFL. Desværre er han ikke kendt i den brede offentlighed, men når slutspillet starter om et par uger, skal du holde øje med Bouye. Han er bundsolid i opdækningen, og i søndags var han dominerende i sejren over Cincinnati Bengals. Skriv dig navnet bag øret, det bliver ikke sidste gang, du hører det.

Ugens Ungdomsklud: Bedste præstation af en rookie
Joey Bosa, DE, Chargers: 5 tacklinger, 2 sacks, 1 quarterback hit og 2 hurries.
Jalen Ramsey, CB, Jaguars: Var kastet efter 10 gange og tillod blot 3 receptions for 20 yards og havde derudover en interception, som han returnerede for touchdown.
DeAndre Washington, RB, Raiders: 12 løb for 99 yards og 2 touchdowns.

Vinder: Jalen Ramsey
For anden uge i træk hedder vinderen Jalen Ramsey. Han har simpelthen været forrygende de sidste par uger, og fortsætter han dette niveau næste år ryger han direkte op i elite-kategorien. I denne uge lukkede han ned mod Titans, og så scorede han et ekstremt afgørende touchdown. Med lige under fem minutter igen bragte han Jaguars foran med 21 point, hvilket reelt afgjorde kampen til Jaguars’ fordel. Det var blot Jaguars’ tredje sejr i år, og Jaguars-fans havde da også en dejlig selvironisk tilgang til sejren. Se blot tweetet nedenunder.

https://twitter.com/ColeFartley/status/813495914291666944

Ugens Popcornøjeblik: Ugens fedeste øjeblik
Steelers’ stjerne-wide-receiver Antonio Browns afgørende touchdowns: Med ni sekunder igen af kampen afgjorde Antonio Brown endnu et ekstremt tæt opgør mellem Ravens og Steelers, da han i kamp med tre forsvarsspillere fik strakt bolden over stregen.

https://vine.co/v/5EaaQPhgMIz


Dontari Poe, Nose-tackle, Chiefs: 157 kgs touchdown kast. Hoppende foroverbøjet looper han bolden i en basketball kurve henover forsvaret til tight-end Demetrius Harris

 Jaguars’ wide-receiver Allen Robisons med et lækkert 22 yards backshoulder enhåndscatch.

Vinder: Antonio Brown
Som Steelers-fan er dette det mest tilfredsstillende afsnit at skrive. Ravens og Steelers beviste nok en gang, hvorfor deres rivalisering er den bedste i NFL de senere år. Et fantastisk fjerde quarter blev rundet af med først et langt og imponerende Ravens-drive, og derefter med et endnu mere imponerende drive, der tog Steelers 75 yards på 69 sekunder. Det sidste spil med 14 sekunder igen stod Antonio Brown for, og hvilket spil. Uden timeouts griber han bolden 1 yard kort af end-zone og ved, at han SKAL krydse linjen, da Steelers formentlig ikke kan nå at line-up til et nyt spil. Der er hurtigt tre Ravens-spillere over ham, men se den fantastiske styrke den lille receiver udviser. Han står fast og på trods af, at han bliver hevet og flået i, får han strakt bolden over linjen. Vildt spil, vild afslutning, vild kamp. Tak Steelers og Ravens.