Sidste NFL-søndag i november er overstået, og 12. spillerunde blev en underholdende affære, hvor især offensive spillere og en række rookies gjorde sig bemærket. Hvem skal have ugens priser? Se med her:


Gode præstationer skal belønnes, og hver uge vil Gul Klud uddele fire priser.
Priserne er:
Ugens Guldklud (bedste præstation) 🏆
Ugens Gulvklud (værste præstation) 💩
Ugens Who-klud (Bedste præstation af lavt profileret spiller) 
Ugens Ungdomsklud (Bedste præstation af en rookie) 👶
Ugens Guldklud vil blive afgjort af en afstemning på vores Facebook-side, mens de andre priser bliver afgjort af Gul Kluds skribenter.

Ugens Guldklud🏆

Antonio Brown, WR, Steelers 10 receptions for 169 yards og 2 touchdowns
Keenan Allen, WR, Chargers 11 receptions for 172 yard og 1 touchdown
Julio Jones, WR, Falcons 12 receptions for 253 yards og 2 touchdowns

Vinder: Julio Jones

Wide Receiver-special! Normalt undgår jeg at nominere alt for mange lignende præstationer fra spillere på samme positioner, men i denne uge var der tre fantastiske receiver-præstationer, som gjorde uge 12 oplagt til en receiver-special. Vinderen blev Julio Jones! He is back – thank god. Julio har spillet en glimrende sæson, men den var indtil søndag ganske stille for hans standarder. Kun et touchdown inden kampen mod Buccaneers, og kun to kampe over 100 yards. 253 yards og 2 touchdowns pynter dog hurtigt på sæsonen, og selvom Brown er den mest stabile og pålidelige receiver i ligaen, er det svært at nå Julios topniveau, når han går helt amok.

Ugens Gulvklud 💩

Indianapolis Colts Har nu tabt 6 kampe, hvor de førte ved pausen. Det er første gang siden 1940.
Bears’ løbeangreb  Runningbacks løb 10 gange for -6 yards
Dallas Cowboys Taber med 22 point på hjemmebane på Thanksgiving. Scorer for tredje uge i træk under 10 point og har nu tabt de sidste tre med 70 point.

Vinder: Dallas Cowboys

Hold da op et kollaps Cowboys har gang i. I de tre kampe siden Ezekiel Elliotts karantæne har holdet slet ikke kunne få noget til at fungere. Og de største problemer er ikke engang, at Zeke ikke er med, synes jeg. Forsvaret har manglet Sean Lee, og af en eller anden grund betyder det, at det er blandt ligaens suverænt dårligste lige nu. Kombiner det med en offensiv linje, der også har haft nogle skader og generelt ikke har været forrygende i år, og er der intet der fungerer. Al den usikkerhed har også forplantet sig i Dak Prescott, der har spillet sine dårligste kampe i lang tid i denne periode. Det er uacceptabelt at ende på sådan en glidebane pga. en karantæne og et par skader, og ansvaret falder tilbage på Jason Garrett, der i de sidste tre kampe slet ikke har haft svar eller justeringer. Pinligt hele vejen rundt.

Ugens Who-klud ❓

Robby Anderson, WR, Jets 6 receptions for 146 yards og 2 touchdowns
Willie Henry, DT, Ravens 3 tacklinger, 1 run stop, 4 pressures og 1 kast slået ned
Elandon Roberts, LB, Patriots 4 tacklinger 2 sacks

Vinder: Robby Anderson

Det er sidste gang, at Robby Anderson kommer i spil til denne kategori, da han efterhånden ligner en mindre stjerne i svøb. Touchdowns fem kampe i træk og er på vej mod over 1000 yards i hans anden sæson i ligaen. Lige nu er han en af ligaens absolut bedste dybe trusler, og han er en af årsagerne til, at dette Jets-angreb bliver ved med at overraske positivt. Jets’ receiver-gruppe ser ligefrem stærk ud næste år med trioen Anderson, Quincy Enunwa og Jermaine Kearse. Den trio vil mange hold være misundelige på.

Ugens Ungdomsklud 👶

Joe Mixon, RB, Bengals 23 løb for 114 yards og 1 touchdown. 3 receptions for 51 yards
Desmond King, CB, Chargers 3 tacklinger og interception returneret 90 yards for touchdown
Alvin Kamara, RB, Saints 5 løb for 87 yards og 1 touchdown. 6 receptions for 101 yards og 1 touchdown

Vinder: Alvin Kamara

Tredje gang indenfor fire uger, at Kamara snupper titlen. Han er simpelthen flyvende lige nu, og det er ikke en overdrivelse at sige, at han i den sidste måned til halvanden har været ligaens bedste runningback. Han snitter 7,1 yards pr. løb i år, og i de sidste fire kampe har han næsten 300 receiving yards, begge ting er næsten uhørt for en runningback. Hans 8,4 yards hver gang han får bolden er også historisk godt, og selvom Kareem Hunt startede godt, ser det ud til, at Kamara har kurs mod titlen som årets offensive rookie. Årets defensive rookie kan meget vel også gå til en Saints-spiller i form af Marshon Lattimore, og Saints’ draftårgang er den største grund til deres stærke sæson. Udover Lattimore og Kamara har også tackle Ryan Ramczyk (1. runde), safety Marcus Williams (2. runde), defensive end Trey Hendrickson (3.runde) og – inden skaden – linebacker Alex Anzalone (3.runde) spillet væsentlige roller. Hvilken vanvittig draftårgang.