Green Bay Packers har hentet linebackeren Ahmad Brooks, der blev fritstillet af 49ers i sidste uge. 

Packers er blevet enige om en et-årig kontrakt med den tidligere 49ers-profil. Kontrakten vil give Brooks en grundløn på $3,5 millioner, men han vil dog have muligheden for at tjene $5 millioner.

Packers spiller et 3-4 forsvar, som Brooks har været vant til hos 49ers. Her vil Brooks formentlig være efter Clay Matthews og Nick Perry i rotationen på outside linebacker-pladserne. Foruden de to er Packers nemlig tyndt besat på pladserne, hvor de i free agency mistede både Julius Peppers og Datone Jones. 

Packers håbede, at Jayrone Elliot, Kyler Fackrell og årets fjerderundevalg, Vince Biegel, ville løfte deres spil. Biegel er imidlertid blevet skadet og forventes ude i sæsonens første seks spillerunder, mens Jayrone Elliott også har døjet med skader, og Kyler Fackrell har været skuffende.

33-årige Brooks var hos 49ers i ni sæsoner og har været en garant for sacks. Han stod således for 51,5 af slagsen, mens han har stået for mindst fem sacks i alle sæsoner siden 2009.