Årets første fyring har ramt NFL. Jeff Fisher er ikke længere cheftræner for Los Angeles Rams.

Jeff Fisher har længe været udsat for massiv kritik for sine manglende resultater i spidsen for Los Angeles Rams. Søndag blev holdet ydmyget på hjemmebane af et svækket Atlanta Falcons-hold, hvilket fik bægeret til at flyde over og Rams til at fyre Fisher. Han nåede lige præcis at tangere en kedelig rekord søndag med sit 165. nederlag som cheftræner.

Los Angeles Rams har frigivet en pressemeddelse, hvor det bl.a lyder således fra ejer Stan Kroenke:

“At foretage denne beslutning – især under en sæson – er en af de sværeste i sport. Jeg har stor respekt for Jeff som træner, person, far og ven.”

“Han har arbejdet uafbrudt på trods af nogle udfordrende omstændigheder. Han har spillet en væsentlig i rolle i at hjælpe holdet med at skrive historie ved at returnere til Los Angeles, og vi vil altid være taknemmelige for hans dedikation til vores organisation.”

Det skal også nævnes, at ledelsen offentliggjorde en forlængelse med Jeff Fisher for ni dage siden, men er pludselig gået i en anden retning. Det er dog altid positivt at spotte og erkende en fejl, og holdet kan nu begynde på en frisk. Special teams-træner, John Fassel, bliver den midlertidige cheftræner.

Rams er 4-9 efter fire nederlag i træk og skal allerede i aktion på udebane mod Seattle Seahawks torsdag nat. NFL må dog være rimelig træt af, at Rams ikke offentliggjorde beslutningen bare en time tidligere.