Houston Texans har vundet slaget om den alsidige forsvarsspiller Tyrann Mathieu. Han skifter til klubben på en et-årig aftale.

Det sendte chokbølger igennem NFL, da Arizona Cardinals valgte at fritstille Tyrann Mathieu på free agencys første dag. Den defensive back, der populært kaldes The Honey Badger, stod dog ikke uden job længe.

Han har nemlig allerede fundet sit næste hold, og han skifter på en et-årig kontrakt til Houston Texans. Det hentydede stjernen J.J. Watt til, inden holdet selv bekræftede handlen. Ifølge ESPNs pålidelige Adam Schefter vil Texans betale Mathieu $7 millioner.

Texans har dermed allerede forsøgt at løse to af deres største problemer fra sidste år – den offensive linje og secondaryen. Foruden alsidige Mathieu, der kan spille både safety og cornerback, har de også hentet den dygtige cornerback Aaron Colvin, der er skiftet fra Jacksonville Jaguars. Og med spillere som J.J. Watt, Jadeveon Clowney og Bernardrick McKinney i boksen ligner Texans-forsvaret et af de absolut bedste i NFL.

25-årige Mathieu var fremragende i 2015, hvor han var en dominerende force på Cardinals-forsvaret og blev valgt til både Pro Bowl og All-Pros førstehold. Det betød, at Cardinals gjorde ham til den bedst betalte safety i hele ligaen.

Den alsidige forsvarsspiller har imidlertid været plaget af skader, siden Cardinals draftede ham i tredje runde i 2013. I sin første sæson i 2013 og sin tredje sæson i 2015 rev Mathieu korsbåndet over, mens han i 2016 døjede med en skulderskade. Og da han så endelig var skadesfri i 2017, var spillet ikke godt nok til, at Cardinals ville betale hans store løn.

Den ét-årige kontrakt, han har skrevet under på hos Texans, er dermed en chance for at bevise, at han stadig er den Mathieu, der blev All-Pro i 2015, og få en større kontrakt næste år.

Ekstra note
Texans har også hentet cornerbacken Johnson Bademosi, der spillede hos New England Patriots den forgangne sæson, og receiveren Sammie Coates, der blev fritstillet af Cleveland Browns forleden.