Houston Texans har ikke meget draftkapital i årets draft, så i stedet har de investeret i hjælp til den offensive linje i free agency. Chiefs’ Zach Fulton hives ind på en aftale med en værdi på ca. $7,5 millioner årligt.

Da Houston Texans sidste år tradede sig op i draften og sikrede fremtidens quarterback Deshaun Watson, mistede holdet samtidig en god portion af holdets draftkapital i 2018-draften. Derfor har forventningen været, at Texans skulle ud og lukke flere huller i free agency.

I går hentede de Aaron Colvin til at hjælpe en aldrende secondary, og i dag skifter fokus til angrebet, hvor den offensive linje ikke imponerede sidste år. Hos Chiefs henter man Zach Fulton på en kontrakt, der er $7,5 millioner værd årligt.

26-årige Fulton har startet næsten tre fulde sæsoner hos Chiefs, hvor han både har spillet center og guard i forskellige perioder. Han blev oprindeligt taget i sjette runde af Chiefs i 2014-draften. Det forventes, at Fulton skal hjælpe til på en af de to guards, hvor Texans havde problemer sidste år.

Udover Fulton har Texans også hentet lidt dybde til offensive tackle. Seantrel Henderson kommer til fra Bills, hvor han var igennem et sygdomsforløb, som også resulterede i to karantæner for nogle af medikamenterne i behandlingen. Henderson har fået en 1-årig aftale med en værdi på op til $4 millioner, og det forventes, at han skal kæmpe med en række andre tackles om starterpladserne.