Seattle Seahawks har hentet det tidligere Cleveland Browns-flop, Barkevious Mingo.

Der har været gang i svingdøren hos Seattle Seahawks’ forsvar, hvor Richard Sherman, Michael Bennett og DeShawn Shead blandt andre har forladt holdet.

Men nu kommer der også lidt kræfter til holdet. Seahawks har nemlig hentet det tidligere førsterundevalg, Barkevious Mingo. Han kommer på en to-årig aftale. Det rapporterer Aaron Wilson fra Houston Chronicle. Wilson meddeler desuden, at aftalen betaler Bingo $6,8 millioner.

Cleveland Browns valgte Mingo med sjettevalget i draften i 2013, men han levede aldrig op til det høje draftvalg, hvorfor de i 2016 sendte ham til Patriots. I 2017 skiftede han Colts, og her formåede han blandt andet at præstere to sacks og tre forcerede fumbles.

Hos Seahawks vil han formentlig bruges som pass rusher, og de håber på at forløse det potentiale, der i sin tid gjorde Mingo til et førsterundevalg, ligesom de sidste år gjorde med Dion Jordan.

Jordan, der blev valgt som nummer tre af Miami Dolphins i selvsamme draft, havde ikke spillet i to år, inden Seahawks samlede ham op i free agency sidste år. I sin første sæson i Seattle blev det imidlertid til fire sacks i fem kampe.