Seattle Seahawks henter den offensive guard Mike Iupati, der har en fortid hos divisionsrivalerne San Francisco 49ers og Arizona Cardinals.

Mike Iupati har hidtil tilbragt hele sin NFL-karriere i NFC West-divisionen, og her fortsætter han i 2019.

I 2010 blev den nu 31-årige guard nemlig valgt af San Francisco 49ers i første runde af NFL-draften, og her nåede han at spille fem sæsoner, før han tog til divisionsrivalerne Arizona Cardinals.

Og nu skifter Iupati til et nyt NFC West-mandskab. I 2019 skal han nemlig tørne ud for Seattle Seahawks, der i sidste sæson sluttede som nummer to i divisionen. Iupati skriver nemlig under på en etårig aftale med Seahawks.

Det erfarer Mike Garafolo fra NFL Network. Iupatis løn i Seahawks kendes ikke.

I 2018 var Seahawks’ startende guards JR Sweezy og DJ Fluker, men ingen af dem er på holdet længere. Sweezy er skiftet til Arizona Cardinals, hvor han skal erstatte Iupati, mens Fluker i øjeblikket står uden kontrakt.

Dermed kan Mike Iupati se frem til en startplads i Seattle, hvis han kan holde sig skadesfri. Det er imidlertid lettere sagt end gjort. I 2017-sæsonen spillede Iupati blot én kamp for Cardinals, mens det i 2018 blev til 10 kampe.