Los Angeles Rams har tradet Robert Quinn til Miami Dolphins for et fjerderundevalg. Holdene bytter desuden også sjetterundevalg.

I sidste uge hentede Los Angeles Rams den dygtige cornerback, Marcus Peters, hos Kansas City Chiefs, men de er tydeligvis ikke færdige med forberedelserne til næste sæson.

Fredag aften dansk tid sendte de således pass rusheren Robert Quinn til Miami Dolphins i bytte for et fjerderundevalg, mens de bytter sjetterundevalg i årets draft. Det rapporterer ESPNs pålidelige insider, Adam Schefter.

Forsvarsspilleren har to år tilbage på sin kontrakt, og hans årsløn er omtrent $12 millioner.

Rams havde efter sigende talt med Chiefs om at sende Quinn den anden vej i handlen, der sendte førnævnte Peters til Los Angeles. Det ville Chiefs imidlertid ikke, hvorfor Rams i stedet måtte opgive det 124. valg i årets draft. I denne trade har de anskaffet det 111. valg.

I Quinn får Dolphins endnu en dygtig pass rusher, der sammen med Ndamukong Suh og Cameron Wake kan være et mareridt for modstandernes quarterbacks.

I løbet af sine syv sæsoner hos Rams har 27-årige Quinn stået for 62,5 sacks, hvoraf 8,5 kom i den forgange sæson. I 2013 var han All Pro, men de sidste par år har han været ramt af flere skader.