Cam Newton kan glæde sig over at have en håndfuld nye receivere at kaste til næste år. Jarius Wright kommer fra Minnesota Vikings og er den seneste tilføjelse.

Carolina Panthers har skrevet under med den tidligere Minnesota Vikings-receiver, Jarius Wright. Han får en to-årig kontrakt.

I 2017 havde Carolina Panthers et af tyndeste receivergruppe i hele NFL, og det blev ikke bedre, da de halvvejs i sæsonen tradede Kelvin Benjamin til Buffalo Bills. Det trade signalerede, at de fremover ville satse på hurtighed frem for størrelse på angrebet.

Og det sats har de altså fortsat i free agency, hvor de foruden Wright har hentet hurtige Torrey Smith via trade fra Philadelphia Eagles. Panthers’ receivergruppe ser efterhånden udmærket ud med Smith og Devin Funchess på ydersiden, mens Wright vil bemande slotten. Det vil også mindske presset på unge Curtis Samuel.

*** Grundspillet åbner med Eagles-Vikings rematch!

Wright blev draftet i 2012 og har spillet de sidste seks sæsoner hos Vikings. Her har han desuden også arbejdet sammen med Panthers’ nye offensive koordinator, Norv Turner.

Han har grebet 153 bolde for 2.039 yards og ti touchdowns hidtil i NFL.