Så er det offcielt. Minnesota Vikings har sikret sig en franchise quarterback. Efter seks år i Washington tager Kirk Cousins til Minnesota på en 3-årig aftale med en værdi på $84 millioner.

Det er meget sjældent, at en spiller anset som en franchise quarterback rammer free agency, og derfor har der også været rift om Kirk Cousins signatur. Flere hold har været meldt interesserede, men Minnesota Vikings etablerede sig hurtigt som favoritten til den 29-årige quarterback.

Kontrakten er en 3-årig aftale med en værdi på op til $90 millioner, hvoraf de $84 millioner er garanterede. Det er den første flerårig kontrakt, hvor alle kontraktårenes løn er garanterede. Udover de 84 millioner kan Cousins hente $6 millioner hjem i præstationsbaserede bonusser

Vikings nåede NFC-finalen sidste år, men har i nogle år ledt efter en quarterback, der kan tage dem det sidste skridt. Cousins har de sidste par år gjort det fint på et middelmådigt Redskins-hold, og Vikings håber nu, at Cousins er god nok til at sikre holdet deres første Super Bowl nogensinde.

Cousins blev draftet i fjerde runde af 2012-draften og brugte de første par sæsoner som backup til Robert Griffin. Da Griffins niveau faldt med adskillige skader, overtog Cousins langsomt tøjlerne hos Redskins. Fra 2015 har Cousins været Redskins’ faste starter, men hovedstadsholdet har ikke været villige til at give Cousins en stor kontrakt. Derfor har Cousins spillet de sidste to sæsoner på franchise tags.

2 KOMMENTARER

  1. Jeg håber for Vikinigs at det her er en af transfers der går godt for dem – nu hvor Elming er Vikings-fan 🙂

    Men jeg er rystet over hvor mange QB’s der er flyttet rundt i år, synes det er helt exceptionelt. Der er så mange eksempler på QB’s der var så store håb omkring, og når de så rammer et andet hold, med en anden rytme eller spillestil, så fejler de helt.

    Angående Vikings, så forstår jeg ikke at man smider samtlige QB’s på porten, når det var disse der fik dem til konference-finalen i år. Hvordan tør man kaste bolden så højt op i luften, at man risikerer at miste den af syne?

    Håber på lidt hjælp fra eksperterne.

    Mvh

    Michael

    • Det er meget få quarterbacks, der har været en konsensus top 15 QB, som har skiftet hold. Så Kirk Cousins er en lidt speciel sag, da han er den bedste quarterback, der har ramt free agency siden Drew Brees. Vikings har vurderet (med rette imo.), at Case Keenum er en begrænset quarterback, der ikke kan få dem det sidste stykke. Derfor vil de skyde efter noget endnu bedre, og der er Kirk Cousins deres bedste mulighed. Hvis man ikke tror på, at Keenum kan få dem hele vejen, er der jo ingen grund til at beholde ham for så at tabe i slutspillet de næste tre år. Der er ikke præmie til 5.pladsen.

      Vikings har et hold, der kan vinde en Super Bowl, også selvom de ikke har Rodgers eller Brady. De skal blot have en quarterback, der er lidt over middel/borderline top 10. Om Cousins er dét, må tiden vise, men de har vurderet, at det var den bedste mulighed for at vinde i de kommende år. Det handler om at forøge sine egne odds, og det gør Vikings formentlig.

Comments are closed.