Oakland Raiders gik i draften hårdt efter spillere, der udviste karakter og lederskab. De har valgt at gøre præcis det modsatte siden, hvor de har hentet det ene problembarn efter det andet.

Antonio Brown, Vontaze Burfict og nu Richie Incognito. I samme omklædningsrum.

Det er netop blevet en realitet, da Raiders har skrevet en et-årig kontrakt med Incognito, der dermed hives ud af pension efter to sæsoner.

Sidst Incognito var på banen var i 2017, hvor han stillede op for Buffalo Bills. Det er ikke tiden i Bills, som han er mest kendt for. Googler man ham, vil de fleste hits nok omhandle hans tid i Miami, hvor han var hovedpersonen i en stor mobbesag, hvor Jonathan Martin var offeret.

Incognito skulle angiveligt have kaldt Martin både “Cunt”, “Pussy”, “Faggot” og have sagt “You´re my bitch”, og det er så den mentalitet, der bliver tilføjet til Raiders holdet.

På sit højeste var Incognito en af ligaens bedste guards, men han er langt væk fra sit topniveau. Det er derfor heller ikke sikkert, at Incognito er på holdet, når der skal skæres ned til 53-man.