Med den nye cheftræner Matt Patricia involveret virker Detroit Lions opsatte på at investere flere penge i forsvaret. Holdet fra “The Motor City” er blevet enige om kontrakter med fire forsvarsspillere.

Da Patriots’ defensive koordinator Matt Patricia overtog cheftrænerjobbet hos Lions, var det med et håb om, at forsvarets niveau skulle løftes. Den opgave ser noget lettere ud efter starten på free agency, daLions har strøget om sig med kontrakter til defensive spillere.

Først og fremmest har Lions hentet linebacker/defenside end-hybriden Devon Kennard hos Giants og linebacker Christian Jones hos Bears. Kennard er hentet på en 3-årig aftale med en gennemsnitlig værdi på lidt over $6 millioner om året. Jones var noget billigere, og det blev til en 2-årig aftale til en samlet værdi på $7,75 millioner.

Kennard har spillet fire år hos Giants, hvor han i 2015 og 2016 spillede en del linebacker. I 2017 blev han mere brugt som pass rusher i forskellige formation, og her kvitterede han med 4 sacks. Der spekuleres i, om 26-årige Kennard skal udfylde en Rob Ninkovich-rolle i Patricias forsvar. Ninkovich var i mange år en nøglefigur på Patriots’ forsvar, hvor han både gjorde skade som pass rusher, men også dækkede en linebacker rolle på mange spil.

Christian Jones er en mere traditionel linebacker, som i 2015 og 2017 var fast mand på Chicago Bears’ forsvar. Her blev det til henholdsvis 86 og 90 tacklinger, og 27-årige Jones kan formentlig se frem til en starterrolle på et Lions-forsvar, der i nogle år har savnet kvalitet på linebacker.

Det er dog ikke kun to nye ansigter, som Lions har investeret i. Til at komplementere de to nye folk har Lions forlænget kontrakterne med cornerback Nevin Lawson og safety Tavon Wilson. Både Lawson og Wilson har været faste startere de sidste to sæsoner, og selvom de ikke har været profiler, vil de som minimum give holdet en god dybde og flere muligheder.