Den tidligere Green Bay Packers-safety, Morgan Burnett, er angiveligt på vej til Pittsburgh Steelers, hvor han vil være noget tiltrængt hjælp til forsvarets bagkæde.

Pittsburgh Steelers stemplede ind i free agency, da de forleden hentede linebackeren Jon Bostic. Nu har de også lavet endnu en handel, og denne gang er det den tidligere Green Bay Packers-safety, Morgan Burnett.

*** Læs også: Steelers’ første handel: Skriver med Bostic

Den 29-årige safety er nemlig på vej til Pittsburgh, hvor han vil skrive under på en kontrakt. Det rapporterer den tidligere Packers-spiller James Jones, der også arbejder for NFL Network. Han kender dog ikke kontraktens detaljer.

Flere insidere – blandt andet Ian Rapoport – har siden bekræftet Jones’ tweet.

I sidste uge fritstillede Steelers tre spillere fra forsvarets bagkæde – heriblandt safetyen Mike Mitchell. Det var en klar indikation om, at de ville forsøge at forbedre dette via free agency og draften. Og den første forstærkning ser altså ud til at blive Burnett.

Burnett blev draftet af Packers i 2010 og har siden været en vigtig del af forsvaret, hvor han har startet 102 kampe. Han er desuden en alsidig forsvarsspiller og har spillet begge safety-positioner, cornerback og sågar linebacker til tider hos Packers.