Titans har fået ny cheftræner i Mike Vrabel, der har fortid i New England. Det ser ud til at have haft en god effekt, da Titans nu har tilføjet to dygtige spillere, der sidst spillede for patrioterne.

Først skiftede Malcolm Butler til Titans, nu er det blevet runningback Dion Lewis’ tur til at bytte Massachusetts ud med Tennessee. Den vævre, talentfulde angrebsspiller har skrevet under på en kontrakt, der kan holde ham i klubben de næste fire år. Lewis vil som udgangspunkt tjene 20 millioner dollars, men der er yderligere tre millioner dollars at hente i bonus, hvis han leverer en stor nok præstation.

Lewis har længe været en vigtig brik i New Englands filosofi. Typisk for et Patriots-angreb har han aldrig fået en arbejdsbyrde, der kan sammenlignes med de største stjerner på positionen. Men når den 27-årige angrebsspiller har fået chancen, har han grebet den fuldt ud.

Dion Lewis har netop spillet den klart bedste sæson i karrieren. Den nye Titans-spiller løb for 896 yards, scorede 6 løbetouchdowns og snittede magiske fem yards per løb. Hvad der måske er vigtigere for Titans er, at Lewis også er utroligt dygtig i kastespillet. Det vil helt sikkert hjælpe Marcus Mariota i holdets nye angrebssystem.

Titans sagde tidligere på måneden farvel til Demarco Murray, der spillede et flot første år i klubben, men skuffede i den forgangne sæson. Dermed var nøglerne til huset overdraget til den tidligere Heisman Trophy-vinder, Derrick Henry. Nu får Henry dog noget hjælp, og det ligner på papiret en perfekt runningback-duo i Tennessee. Måske dette bliver året, hvor Marcus Mariota endelig kan få forløst det enorme potentiale han bærer på.