Ifølge Mike Garafolo vil Dolphins bringe defensiv end William Hayes tilbage til holdet på en et-årig kontrakt.

Imens snakken går på hvor nyligt fritstillede Ndamukong Suh ender henne, har man hos Dolphins diskret forlænget med en anden spiller på den defensive linje, 31-årige William Hayes. Dette ifølge Mike Garafolo. Hayes er god mod løbet, og er fleksibel nok til at spille både defensiv end og defensiv tackle.

Dinosaurer og havfruer

Hayes har huseret i NFL siden han blev valgt af Titans i fjerde runde af 2008-draften, men det var da han i december 2015 udtalte at han ikke troede at dinosaurer har eksisteret, at han for alvor blev kendt af medierne. Hans optræden i 2016-versionen af Hard Knocks med Rams, gjorde ham blot endnu mere kendt. Her understregede han igen at dinosaurer er noget pjat, men påstod samtidig at havfruer uden tvivl findes derude et sted.

Han har i sin 10-årige karriere haft 35.5 sacks, 332 combined tackles og 7 forcerede fumbles. Han har været en rotationsspiller det meste af karrieren, og har startet i blot 46 kampe, heraf 25 over de seneste 3 sæsoner. Sidste sæson startede han ikke en eneste kamp og var inde på 26% af de defensive snaps.