Wide receiver DeSean Jackson er fortid i Tampa Bay Buccaneers og genforenes med sin tidligere klub, Philadelphia Eagles. De to klubber er nemlig blevet enige om en byttehandel

DeSean Jackson meldte tidligere mandag sin afsked med Tampa Bay Buccaneers, og nu står det klart hvorfor. Den hurtige receiver er blevet tradet til sin tidligere klub, Philadelphia Eagles. Det beretter flere reportere fra NFL Network.

Eagles sender angiveligt et sjetterundevalg i 2019 til Bucs og får et syvenderundevalg i 2020 retur samt DeSean Jackson, skriver ESPN’s Adam Schefter og Chris Mortensen.

Det er endnu uklart, præcist hvilken kontrakt DeSean Jackson får i Philadelphia. Jackson havde inden byttehandlen ét år tilbage til ti millioner dollar, men ifølge ESPN og NBC Sports Philadelphia får Jackson en kontraktforlængelse på to år – altså en treårig kontrakt i alt – med 13 millioner dollar garanteret. Aftalen er i alt på 27 millioner dollar.

Jackson giver Eagles et elementet på angrebet, som de har manglet. På trods af hans fremskredne alder, 32, har han stadig farten til at strække forsvaret, hvilket giver bedre plads til Alshon Jeffery, Nelson Agholor og Zach Ertz på de kortere ruter, hvor specielt de to sidstnævnte er dygtige til at operere hen over midten af banen.

DeSean Jackson blev valgt af Eagles i anden runde af 2008-draften og spillede for klubben til udgangen af 2013-sæsonen. De seneste år har han været forbi Washington Redskins (2014-2016) og Buccaneers (2017-2018), før han nu er retur i Philly.