Det primære fokus for Denver Broncos inden free agency var at få styr på den offensive linje. Det er et hul, der forsøges løst med holdets nye spiller, den store Ja’Wuan James.

Den næsten to meter høje, 144 kilo tunge JaWuan James skal fremover hjælpe med at beskytte Joe Flacco i Denver. Den erfarne højre tackle har nemlig skrevet under på en stor kontrakt, der vil holde ham i klubben de næste fire år.

ESPNs pålidelige Adam Schefter fortæller, at kontrakten vil have en maksimal værdi på hele 52 millioner dollars med 32 millioner garanterede.

James blev valgt i første runde af Miami Dolphins tilbage i 2014 og har siden da spillet i 62 kampe for holdet. Den 26-årige tackle er to gange blevet placeret på Injured Reserve (IR) grundet sæsonødelæggende skader, men har ellers været en stabil spiller i Miami. I starten af karrieren spillede fungerede han en halvsæson som venstre tackle da Branden Albert gik ned, men ellers har han altid været højre tackle. 

Den store nye tackle har aldrig helt levet op til det høje draftvalg, men har været en solid nok i både løbe- og kastespillet til, at det bestemt giver mening for Denver at hente ham til klubben. Broncos har de seneste år haft en af ligaens dårligere offensive linjer og har ledt efter et svar på specielt højre tackle. Det svar hedder i første omgang Ja’Wuan James.