For andet år i træk snupper New England Patriots en af Cincinnati Bengals’ runningbackreserver. Denne gang er det den stærke Jeremy Hill, der kommer til Foxborough.

I sidste års free agency hentede New England Patriots runningbacken Rex Burkhead, der kom fra Cincinnati Bengals. Han fik sin kontrakt forlænget med tre år forleden, og nu får han selvskab af endnu en tidligere Bengals-runningback.

*** Læs også: Dion Lewis smutter til Titans

Jeremy Hill slutter sig således til runningback-korpset hos Patriots i den kommende sæson. Det melder Field Yates fra ESPN. Kontraktens længde og værdi vides endnu ikke.

I New England kan Hill formentlig se frem til en rolle lignende den, LeGarrette Blount havde, da de vandt Super Bowl i 2016. Her skal Hill bruge sin store statur og stærke fysik i løbeangrebet, mens Patriots primært vil bruge mere vævre runningbacks som James White og Rex Burkhead i kastespillet.

Hill kommer efter sin hidtil dårligste sæson i NFL. I 2017 løb han således kun for 116 yards og ingen scoringer, inden han efter syv kampe røg på skadeslisten.

*** Læs også: Patriots sikrer sig Adrian Clayborn

Den 25-årige runningback blev draftet i anden runde af draften i 2014 og havde en fremragende rookiesæson, da han løb for 1124 yards og ni touchdowns. I de kommende sæsoner levede han imidlertid ikke op til den stærke debutsæson, selv om han stod for 20 touchdowns fordelt på 2015 og 2016.