Colts forsvaret havde store problemer i bagenden af forsvaret, men en af de få stabiliserende spillere er nu hentet tilbage. 30-årige Darius Butler har fået en 1-årig kontrakt for at blive i Indianapolis.


2016 var den femte sæson for cornerback Darius Butler i Indianapolis, men efter fire sæsoner, hvor præstationerne langtfra var imponerende, var 2016 væsentligt bedre. Da resten af forsvaret sejlede var han rimelig solid, og Colts har derfor bragt ham tilbage for endnu en sæson.


Butler har altid været alsidig og har de sidste 5 sæsoner spillet både på ydersiden og som slotcornerback. I følge Adam Schefter er der dog planer om at udnytte Butlers alsidighed endnu mere.
Et skift til safety er nemlig i spil for den 30-årige spiller, hvilket blot vil gøre hans værdi som backup-breddespiller endnu højere. Colts’ forsvar er igang med et større generationsskifte, og her vil Butlers alsidig og erfaring formentlig være en stabiliserende faktor igen i 2017.