Buccaneers henter den hurtige receiver Breshad Perriman, der imponerede i 2018 for Browns.

Breshad Perriman lignede længe et flop, efter at Baltimore Ravens valgte ham i første runde af NFL-draften i 2015.

I sine tre første sæsoner havde Perriman svært ved at undgå skader og blive på banen, og det blev kun til 43 grebne bolde for 576 yards tre touchdowns i Ravens-trøjen, før de smed ham på porten i 2018.

Men siden har den hurtige receiver fået karrieren på ret køl. Perriman endte efterfølgende til divisionsrivalerne Cleveland Browns, hvor han i 2018 greb 16 bolde for 340 yards og to touchdowns. Og de præstationer bliver han belønnet for.

Nu får han nemlig en etårig aftale til en værdi af fire millioner dollar i Tampa Bay Buccaneers. Det skriver ESPN’s Adam Schefter.

Tirsdag aften dansk tid forlød det ellers, at Perriman ville forlænge med Browns på en lignende aftale. Efter at Browns har hentet Odell Beckham Jr., får han dog lov til at forlade klubben. Det har Browns og Perrimans agent, Drew Rosenhaus, aftalt.

I Buccaneers ligner han umiddelbart en erstatning for Desean Jackson, der bliver tradet til Philadelphia Eagles. Perriman kommer nok til at agere tredejviolin efter Mike Evans og Chris Godwin.