Los Angeles Chargers forstærker den offensive linje med center Mike Pouncey, der har underskrevet en to-årig kontrakt til $15 millioner. Pouncey har spillet for Dolphins de første syv år af sin karriere.

Philip Rivers har højst sandsynligvis kun et par år tilbage på højt niveau for Los Angeles Chargers, der er i ‘win now-mode’. Forsvaret ser stærkt ud, og angrebet har farlige våben som Keenan Allen, Melvin Gordon og Hunter Henry. Men beskyttelsen af den 36-årige quarterback kan blive bedre.

Chargers slog derfor til og benyttede muligheden for at forbedre den offensive linje, da den mangeårige Dolphins-center, Mike Pouncey, blev fri på markedet. AFC West-mandskabet har hentet den tredobbelte Pro Bowler på en to-årig kontrakt til $15 millioner, hvoraf ti millioner dollars er fuldstændig garanteret.

Mike Pouncey blev draftet af Miami i første runde af 2011 Draften og var fra dag ét en vigtig brik på den offensive linje. Lige siden han trådte ind i ligaen, har han været en top 10-center med hans atletiske evner og smidighed som sine spidskompetencer. Han bringer ligeledes en god portion lederegenskaber til angrebet, hvilket bør passe som fod i hose med Rivers’ passionerede spillestil.

Med tilførslen af Pouncey begynder Chargers’ offensive linje for alvor at ligne en solid en af slagsen uden et svagt led. Fra venstre mod højre hedder det lige nu Russell Okung, Matt Slauson/Dan Feeney, Mike Pouncey, Forrest Lamp  og Joe Barksdale.

28-årige Pouncey spillede alle 16 kampe for Dolphins i 2017.