Los Angeles Chargers og Antonio Gates kan blive genforenet, bekræfter klubbens general manager, Tom Telesco.

Efter 15 år sammen gik 37-årige Antonio Gates og Los Angeles Chargers hver til sit denne offseason, men noget tyder på, at parterne kan blive genforenet inden længe.

For et par uger siden rev Gates’ afløser, tight end Hunter Henry, korsbåndet over, hvilket efterlader Chargers med et gevaldigt hul på positionen, og det varede ikke længe, inden diverse eksperter begyndte at spekulere i, om Gates kunne hentes tilbage i stalden.

Og det ser ud til, at det var rigtigt set. I hvert fald bekræfter Chargers’ general manager, Tom Telesco, ifølge L.A. Daily News, at parterne er i dialog.

– Selvfølgelig ville Antonio passe godt ind. Han er en person, vi har snakket med. Vi har talt med hans repræsentanter. Men nogle gange er det ikke ligeså nemt som at sige: ’Lad os bare hente ham tilbage,’ lød det fra Telesco.

Gates fylder 38 inden sæsonen sparkes i gang og havde sin hidtil dårligste sæson i 2017, hvor han blot stod noteret for 316 grebne yards og tre touchdowns.

I løbet af sine 15 sæsoner står han noteret for 11.508 grebe yards og hele 114 touchdowns. Hans 114 touchdowns er flest af en tight end i NFL’s historie.