Endnu en quarterback har efter sigende fundet sit nye hold. Sam Bradford har nemlig planer om at skrive under med Arizona Cardinals, når free agency starter onsdag.

Mens både Denver Broncos, og Minnesota Vikings sandsynligvis har fundet deres næste quarterbacks i henholdsvis Case Keenum og Kirk Cousins, har Arizona Cardinals efter sigende også fundet den quarterback, der skal tage over fra Carson Palmer.

Ifølge ESPNs pålidelige insider, Adam Schefter, har Sam Bradford planer om at skrive under på en kontrakt med NFC West-mandskabet, når hans kontrakt med Vikings udløber onsdag. Han rapporterer desuden, at kontrakten løber ét år for $20 millioner med en option på yderligere et år.

Bradford tilbragte størstedelen af den netop overståede sæson på sidelinjen, da han endnu engang døjede med knæproblemer, og spørgsmålet er derfor, hvorvidt han kan holde sig rask eller ej.

Med Bradfords skadesproblemer in mente skal det imidlertid ikke udelukkes, at Cardinals også kunne finde på at vælge fremtidens quarterback, når draften løber af stablen i slutningen af april. I en sådan situation vil Bradford kunne bidrage med sin erfaring og forhåbentlig holde sig skadesfri, indtil holdet føler, at den unge quarterback er klar til at overtage tøjlerne.

I 2016 kom den 30-årige quarterback til Vikings, og her blev han starter, efter Teddy Bridgewater blev skadet. Han startede 15 kampe med 20 touchdowns og kun fem interceptions til følge.