Trent Murphy skifter til Buffalo Bills, hvor han skal forbedre et skuffende pass rush, der stod for tredjefærrest sacks i 2017. Samtidig henter de safetyreserven Rafael Bush.

Buffalo Bills har sikret sig en af free agencys bedste pass rushere i Trent Murphy. Han skifter til AFC East-mandskabet på en tre-årig aftale, der betaler ham op mod $30 millioner. Det rapporterer NFL Networks Ian Rapoport.

Dermed har lukket Bills to store huller på den defensive linje, hvor Star Lotulelei også er kommet til. I 2017 havde Bills tredjefærrest sacks i NFL med 27, og det vil Murphy hjælpe på. I 2016 var den 27-årige pass rusher således en stor profil, hvor han bidragede med ni sacks for Washington Redskins-forsvaret.

Han fik imidlertid ikke muligheden for at fortsætte i samme stil i 2017. Kort inden sæsonen pådrog Murphy sig en alvorlig knæskade, der efterfølgende holdt ham ude i hele 2017-sæson. Det forventes dog, at han vil være klar til den nye sæson.

Foruden Murphy har Bills også hentet safetyreserven Rafael Bush, der spillede 14 kampe for Saints i 2017. Han kommer til på en to-årig kontrakt, der kan indbringe ham $4,5 millioner.