Quarterback E.J. Manuel, der blev taget i første runde af 2013-draften af Bills, har skrevet kontrakt med Oakland Raiders efter fire skuffende sæsoner i Buffalo.

E.J. Manuel skifter Buffalo ud med Oakland, efter han mandag skrev kontrakt med Raiders, hvor han kan se frem til en kamp om at være backup for Derek Carr.
Det skriver amerikanske ProFootballTalk.
Manuel var ellers udset som fremtidens mand for Bills, da de tog ham med det 16. valg i 2013-draften. Han startede da også ti kampe i sin rookie-sæson, men blev så bænket til fordel for Kyle Orton og blev derefter aldrig rigtig en fast del af Bills-angrebet.
Han har de sidste to sæsoner været backup for dynamiske Tyrod Taylor, som Bills forlængede med tidligere på måneden.
Allerede før forrige sæson annoncerede Bills, at man ikke ville forlænge Manuels kontrakt, og han blev derfor klubløs, da det nye ligaår startede niende marts.
E.J. Manuel nåede at starte 17 kampe for Bills, hvor han vandt seks af dem.
Han har i alt spillet i 28 kampe, hvor han tilsammen har kastet for 3502 yards, 19 touchdowns og 15 interceptions.
Mandag skrev Oakland Raiders ligeledes kontrakt med linebacker Jelani Jenkins, der de sidste fire sæsoner har tørnet ud for Miami Dolphins.