Chicago Bears har sat det såkaldte transition tag på cornerback Kyle Fuller, der dermed er at finde i Chicago i 2018, medmindre et andet hold er villig til at give ham en bedre kontrakt end Bears.

Kyle Fuller var en af de helt store positive overraskelser i 2017. Efter en skade ødelagde cornerbackens 2016, kom han i den forgange sæson bragende tilbage på scenen og spillede som en top 10 cornerback.

Fuller var på vej til at blive free agent i næste uge, og Bears virkede klar til at lade ham teste markedet, men i sidste øjeblik har holdet valgt at placere det såkaldte transition tag på forsvarsprofilen.

Ligesom franchise tagget er transition tagget en kontrakt af et års varighed. Kontrakten er på $12,97 millioner, hvilket er mindre end frachise tagget, men stadig en solid hyre.

Chicago er dog ikke sikre på at holde fast i Kyle Fuller, da transition tagget giver andre hold mulighed for at forhandle med Fuller og tilbyde ham en bedre kontrakt end den nuværende. Bears kan vælge at matche et eventuelt tilbud fra et andet hold, men NFC North-mandskabet får ingen erstatning, hvis de skulle miste cornerbacken til et bedre tilbud fra et andet hold.

Bears og Fuller har nu indtil den 15. juli til at blive enig om en lang aftale. Hvis ikke spiller den defensive back under sit transition tag i 2018.

Fuller har otte interceptions i sine første fire sæsoner (han spillede ikke i 2016 på grund af en skade) og er en nøglebrik i Chicagos forsvar.