NFL har fået konkurrence. I USA har ide- og pengemand, Jeff Lewis, forsøgt at lave en professionel flag football liga og han har allerede rekrutteret et par store navne.

AFFL – American Flag Football League.
Sådan hedder den nye professionelle flag football liga, som afholdte deres første kamp for nyligt. Kampen var kun en opvisningskamp og skulle fungere som teaser for den rigtige turnering, som er planlagt til næste sommer.
Bagmanden Lewis fik sin idé, da han så sin søn spille flag football og derfra gik han i gang med grundig research omkring oprettelsen af en professionel liga. Som han selv fortæller, så opdagede han, at der var masser af mindre turneringer – Men intet på det niveau, som Lewis aspirerer efter at ramme.
I opvisningskampen havde Lewis haft held med at rekruttere både Michael Vick (Tidligere NFL-quarterback hos Atlanta Falcons og Philadelphia Eagles), Chad “Ochocinco” Johnson (Tidligere NFL-wide receiver hos Cincinnati Bengals og New England Patriots) og Terrell Owens (Tidligere NFL wide receiver hos San Francisco 49ers, Philadelphia Eagles, Dallas Cowboys, Buffalo Bills og Cincinnati Bengals) til at medvirke i kampen, og ifølge Lewis, er det da også planen, at ligaen skal leve af tidligere NFL-spillere.


Flag football har et kæmpe potentiale i USA. Ifølge Bleacher Report er der på ungdomsplan 2.2 millioner unge, der spiller tacklefootball (med kontakt og beskyttelse), mens der er 1.7 millioner unge, der spiller flag football. Sporten har den fordel for spillerne, at der ikke er hårde tacklinger, hvilket giver mulighed for en længere karriere, og samtidig slipper man for at bære hjelm, hvilket øger synligheden af spillerne.
En af grundene til de høje sponsoraftaler i eksempelvis basketball er, at spillerne er genkendelige – Det er NFL spillere sjældent grundet hjelm og beskyttelse.
Opvisningskampen blev afholdt i afslutningen af juni og blev et sandt pointorgie – Owens hold vandt med 64-61 over Vicks hold: