Den første NFL-søndag er her endelig! Som sædvanlig giver Gul klud dig et overblik over, hvilke spillere der ikke er blevet klar til rundens tidlige kampe.

Tampa Bay Buccaneers starter sæsonen mod divisionsrivalerne Falcons, når de to hold i dag mødes i Atlanta. Bucs starter sæsonen uden skader til nævneværdige profiler – lige så heldige er Falcons ikke. De må undvære deres førsterundevalg fra årets draft, safety Keanu Neal.

Baltimore Ravens tager i dag imod Buffalo Bills. Hjemmeholdet Ravens var sidste år hårdt ramt af skader, og starter også denne sæson med skader til CB Jerraud Powers og LB Elvis Dumervil, der begge er ude til dagens kamp. Bills starter sæsonen uden vigtige spillere ude.

Der er store forventninger til Texans’ angreb i denne sæson, men holdet fra Houston må dog undvære startende offensiv tackle Duane Brown, når de i dag møder Chicago Bears. Bears går på banen uden CB Kyle Fuller og DE Will Sutton. Center Eric Kush, som nogen vil huske fra den seneste sæson af Hard Knocks, er heller ikke med for Bears. Kush kom til holdet efter han blev fyret af Rams.

Packers er taget til Jacksonville for at møde Jaguars. Ostehovederne starter sæsonen uden alvorlige skader. Jaguars er dog uden RB Chris Ivory og tidligere topvalg i draften, DE Tyson Alualu.

Kansas City Chiefs lægger ud med at møde divisionsrivalerne San Diego Chargers. Chiefs må dog gå på banen uden deres superstjerne-runningback, Jamaal Charles. Chargers er uden DE Joey Bosa, der ikke er blevet klar til kamp, efter han for nylig skrev under på sin rookie-kontrakt efter en lang strejke.

Oakland Raiders er et af de mest hypede hold forud for denne sæson, og de møder i dag New Orleans Saints. Raiders er uden TE Mychal Rivera. Saints mangler RB C.J. Spiller, LB Dannell Ellerbe og CB Sterling Moore.

New York Jets starter sæsonen hjemme på MetLife Stadium, hvor Cincinnati Bengals kommer på besøg. Jets er uden backup-QB Bryce Petty. Bengals skal klare sig uden stjerne-tight end Tyler Eifert og CB Darqueze Dennard.

Philadelphia Eagles, anført af topvalget fra årets draft, QB Carson Wentz, er skånet for skader til årets første kamp mod Cleveland Browns, der ligeledes har alle deres store profiler klar.

Tennessee Titans åbner sæsonen hjemme mod Minnesota Vikings. Titanerne må undvære OG Josh Kline og WR Kendall Wright. Som de fleste ved, skal Vikings undvære QB Teddy Bridgewater hele sæsonen, og Sam Bradford er blevet hentet ind som erstatning. I dag skal vikingerne også klare sig uden CB Xavier Rhodes.

Glædelig første NFL-søndag!