krystalkuglen_week12

Thanksgiving Edition
Krystalkuglen er ikke blot en del af Dynasty2544 og Gulklud, men samtidig en del af en fantastisk forening ved navn NFLgeeks.

Thanksgiving er naturligvis en kæmpe dag for os – ja måske den største på året. Der skal først og fremmest hygges i godt selskab og fantasysæsonen, så langt, skal diskuteres. Der er ganske givet nogen, der skal have hældt lidt vand ud af ørerne. For hvorfor er det lige, at man har en negativ record i ligaen, når ens breakdown ser så flot ud. Det er bare så unfair. Drenge, som vi nu en gang er, skal der naturligvis også dystes i diverse konkurrencer.

Et af dagens højdepunkter er uden tvivl, når grønsværren skal indtages. Her findes de bedste i NFL-disciplinerne punt, field goals samt hvem der kaster mest præcist med den ovale bold. Derudover skal der quizzes og det hele krydres naturligvis med en masse lir.

Dagen fuldendes i den rette ånd med en formidabel kalkun. Jeg håber, at I kan dufte det samme som jeg, når denne artikel rammer Gulklud.dk. – nemlig duften af dejlig kalkun. Vikings @ Lions Dagens første kamp, som nok bliver set med masser af kalkun i gabet, er en yderst spændende en af slagsen.

Topbrag i NFC North mellem Lions og Vikings
Efter en skidt start har Lions for alvor fundet melodien med 5 sejre i de seneste 6 kampe. Vikings derimod startede som bekendt fremragende, men ramte så en kedelig stime med 4 nederlag i træk. Den stime blev brudt i weekenden med sejren over Cardinals.

Dermed kommer begge hold med en frisk sejr, dog med klart momentum til Lions, der tilmed vandt, de to klubbers, første indbyrdes opgør i Minnesota blot få uger tilbage.

Hvem der vinder denne kamp er overordentligt svært at forudsige, da det ligner en kamp, der kan være lige helt til det sidste. Krystalkuglen hælder dog til holdet med momentum og hjemmebane, så dermed Lions. Begge forsvar ser stærke ud, men når det kommer til offensive våben synes jeg, at Lions har lidt mere at skyde med.

Tilmed kender vi til problemerne for Vikings’ offensive linie. Stefon Diggs er tvivlsom og han var en yderst vigtigt spiller i det første opgør. Mangler han er det en alvorlig svækkelse. Når det kommer til Fantasy Football og jagten på point har Krystalkuglen dog en smule svært ved at se, hvem der skal satses på hos Lions.

Vikings forsvar er jo som bekendt ganske solidt og derfor er det også svært at generere fantasypoint imod det. Skal der findes en spiller fra Lions kan man kigge i mod Eric Ebron. Lige netop til denne position har Vikings tilladt point og med den form Ebron viser, efter tilbagekomsten af tilliden fra Stafford, burde ejerne af ham få noget at juble over ved middagsbordet.

Redskins @ Cowboys
Endnu et yderst vigtigt divisionsopgør. Denne gang skal vi over i NFC East. Kampen står imellem Cowboys og Redskins. Cowboys har været sæsonens helt store overraskelse. Jeg tror endda, at et enkelt medlem fra NFLgeeks i morgen vil bruge ordet åbenbaring. Ak ja, det bliver en lang dag.

Dak og Ezekiel er på alles læber og hele USA er efterhånden på fornavn med dem. How bout them Cowboys. Imponeret er man altså. Og jeg som holder med 49ers. Tilbage til selve kampen. Mens Cowboys har vundet 9 kampe i træk er Redskins også i glimrende form.

Efter nederlag i sæsonens 2 første kampe har de i de næste 8 kampe hele 6 sejre, 1 uafgjort og blot et enkelt nederlag. Det vidner om 2 hold, der er brandvarme og der er lagt op til et festfyrværkeri. Cowboys har på hjemmebane favoritværdigheden og det ligner ifølge bookmakerne sæsonenes 10. sejr.

Når det kommer til Fantasy Football ser det også særdeles godt ud for spillerne fra Dallas. De overmatcher simpelthen Redskins på alle positioner i jagten på fantasypoint. Den position, der giver Cowboys den største fordel er, ikke overraskende, runningback positionen. Her rangerer Cowboys, eller skal vi sige Elliot, som nummer 1, mens Redskins rangerer som nummer 24, når det gælder opdækningen heraf.

Vi kan godt forberede os på endnu et show fra Ezekiel Elliott og resten af den offensive linie fra Dallas. På den anden side af bolden ser det lidt sværere ud, men der er dog fine muligheder for Redskins. Fat Rob får dog uden tvivl en markant dårligere dag på kontoret end sidst. Derimod er der fine muligheder for Jordan Reed, men også receiverne Jackson, Garcon og Crowder skal nok komme til fadet. På disse 2 positioner rangerer Redskins 2 og 10, mens Cowboys er helt nede som nummer 20 og 21 på listen over mindst tilladte fantasypoint.

Steelers @ Colts
Til dem der holder sig vågne hele vejen på denne fantastiske Thanksgiving venter en kamp mellem Colts og Steelers. Det vil sige denne dags eneste kamp, som ikke er et divisionsopgør.

Man kan vidst roligt sige, at begge hold har skuffet en smule, men de er trods alt stadigvæk med i kampen om divisionstitlen. Steelers har med 5 sejre stadig alle muligheder for at tage titlen i AFC North, da både Ravens og Bengals også har skuffet. Her kommer divisionsopgørene i de sidste kampe til at afgøre den tætte division. Som Steelers, har Colts 5 sejre. De kæmper med Texans og Titans om titlen.

Samme scenarie som nævnt hos Steelers. Yderst tæt division og divisionsopgørene bliver altafgørende. Dog viser disse tal, at denne kamp er yderst vigtig for begge hold. Hvad der i sidste uge lignede en jævnbyrdig affære, har nu Steelers som den klare favorit. Andrew Luck har fået hjernerystelse og kommer ikke i kamp. Starteren for Colts bliver i stedet Scott Tolzien. Umiddelbart ikke de bedste nyheder for de af jer, der har receivere fra Colts på jeres roster. Med Luck som starter havde Hilton naturligvis været sikker starter på dit hold. Nu ville jeg passe på. Man ved ikke hvad Tolzien bringer og de kommer kommer nok til at prioritere løbet med Frank Gore.

Gore ville jeg derfor starte med velbehag. Steelers er tilmed gavmilde, når det gælder fantasypoint til modstandernes runningsbacks. På den anden side af bolden er det især receiverne, der har gode muligheder. Det vil naturligvis sige, at Antonio Brown har en stor kamp i sigte, men også Eli Rogers kan få en flot kamp. Bell startes naturligvis også, da han ofte bruges som receiver, især nu med skader til flere receivere.

Black Friday kalder
Når der er Thanksgiving er der også Black Friday den følgende dag. Krystalkuglen har været forbi Danske Spil i håbet om, at der kan hentes lidt penge til de mange tilbud. Tilmed bliver Thanksgiving så krydret med lidt spænding. Vi så i sidste uge, hvordan ekstra point bare ikke er sikre point længere. Hele 12 blev der brændt. Det skal udnyttes i denne uge. Især i aftenens første kamp er der muligheder. Matt Prater fra Lions og nytilkomne Kai Forbath fra Vikings brændte begge i den forgangne weekend. Det giver samtidig større pres og det er nu prime time tv på en helligdag i USA. Der bliver spændende at følge. 25 procents chance bør kunne findes for, at bare én af de to brænder et ekstra point forsøg i løbet af kampen. Derfor prøves spillet til odds 4 hos Danske Spil.

Dertil findes også Thanksgiving Special, som Claus Elming allerede har nævnt i hans artikel med spiltips. Mange gode bud fra Claus og jeg vil især støtte op om Big Ben til at levere flest kaste-yards. Her bør igen kunne findes en chancevurdering på 25 procent og odds 4 er dermed godkendt.

Skrevet af Brian Ejersbo Jensen (Dynasty 2544)