Free agency-perioden er slut, og vi har samlet det bedste hold ud fra de spillere, som har skiftet til et nyt hold forud for den kommende sæson.
Tiden går så langsomt, gør den ikke? Hvad skal tiden bruges på, når man ikke kan bruge den på at sætte sit fantasy-hold? Aner det ikke. Fantasy er livet. Heldigvis sover NFL-verdenen aldrig helt. Der sker altid større eller mindre ting. Vi er netop kommet igennem et af offseasons helt store øjeblikke med den intense free agency-periode. Vi har derfor grebet muligheden til at snakke lidt fantasy football. Vi savner det jo. Og til jer har vi samlet det bedste hold ud fra de spillere, som har skiftet trøje i løbet af perioden.
 
Tony Romo, QB – ????
Ja okay, det er selvfølgelig ikke lige den bedste start for os ved at tage en, som stadig spiller for det samme hold. Men helt ærligt. Kig på de andre quarterbacks, som har fået et nyt hold. Ville I røre nogle af dem? Mike Glennon i Chicago Bears? Brian Hoyer hos San Francisco 49ers? Josh McCown hos New York Jets? Nej vel?
Alt tyder på, at det for Romo bliver Houston Texans eller karrierestop. Og så er der hans skadeshistorik. Ikke så tiltrækkende. Men hvis han holder sig skadesfri, hold op hvor Romo kunne blive hot hos Texans. Duoen Romo/Hopkins. Haps. Desuden ville det også kunne sætte gang i Will Fuller, der viste små tegn på sin magi i starten af sidste sæson.
Danny Woodhead, RB – Baltimore Ravens
Han er ikke just den fødte fantasy-runningback. Det kan vi godt blive enige om. Men det er ikke for sjov, at Woodhead var den første på sin position, der fik en kontrakt i denne free agency-periode på trods af, at han kommer tilbage fra en skade.
Woodhead kommer til en Ravens-hold, der er utrolig tyndt besat på positionen. Det store håb Kenneth Dixon har fået karantæne, og det vil åbne op for en masse arbejde til Woodhead på mere end bare den tredje down. Så der vil ikke gå særlig lang tid, før Joe Flacco ser Woodhead som sin absolut bedste ven. Der er selvfølgelig også en ekstra værdi i den nye Ravens-spiller i ligaer, hvor man får point for hver grebet bold.
Latavius Murray, RB – Minnesota Vikings
Det var ærlig talt en ret skuffende sæson for Murray sidste år hos Oakland Raiders på trods af, at holdet havde stor succes. Det lyder vanvittigt at sige med hans høje touchdown-tal, men man skal huske på, at han spillede bag en af ligaens bedste offensive linjer, og alligevel fik han ikke særlig mange yards pr. løb.
Hvorfor skal man så tro på Murray i denne sæson? Fordi han bliver klar starter hos Vikings, hvor han skal træde i de store fodspor, som Adrian Peterson har efterladt. De vil dog gøre alt for, at få gang i løbespillet, så Sam Bradford kan få meget mere tid i lommen, end han fik i den seneste sæson. Runningbacks der får mindst 20 carries pr. kamp er altid attraktive i fantasy.
DeSean Jackson, WR – Tampa Bay Buccaneers
Det her kan meget vel vise sig at blive free agencys bedste indkøb. Jameis Winston må sidde og gnide sig i hænderne over, at han i den kommende sæson har en af ligaens mest eksplosive receivers at arbejde med. Så fra nu af skal Winston bare træne at ramme Jackson på den dybe rute. Så er der dømt en masse gode fantasy-touchdowns.
Kan Jackson ikke bare dækkes? Tjo, måske hvis han var alene. Men man skal altså lige huske på, at en af ligaens bedste receivers Mike Evans står på den modsatte side. Evans kræver double coverage i hver eneste kamp, og det vil altså åbne op for Jackson. Jeg ville tage ham i den kommende sæson. Tidligere end de seneste sæsoner hos Washington Redskins.
Brandin Cooks, WR – New England Patriots
Cooks var aldrig en free agent, men han var en del af et monstertrade, som Patriots lavede med New Orleans Saints. Det giver Tom Brady endnu et stærkt våben i en i forvejen virkelig solid gruppe. Trækker det så Cooks’ værdi ned? Nej bestemt ikke. Han er en af ligaens største trusler på den dybe bold, og da de andre våben vil trække opmærksomhed, vil det åbne op for Cooks.
Patriots’ receivers benytter sig meget ofte af double moves til at sætte deres markering af. Hvad er Cooks ligaens bedste til? Netop. Double moves. Tro ikke, at Bill Belichick ikke har lavet sit forarbejde, når han vælger at smide et første- og tredjerundevalg efter en spiller. Jeg føler mig overbevist om, at det bliver en succes.
Martellus Bennett, TE – Green Bay Packers
Jeg må indrømme, at jeg synes, folk var for meget oppe at køre, da det blev kendt, at Bennett spiller for Packers i den kommende sæson. Han er god, men jeg synes, at han er overvejet, når folk næsten sammenligner ham med spillere fra den øverste top.
Når det er sagt, så må man også bare erkende, at en skadesfri Bennett kan få en helt fantastisk sæson med Aaron Rodgers som quarterback. Sidste år var Packers ustoppelige, når kemien var der mellem Rodgers og sine tight ends, så det bliver helt sikkert et vigtigt element igen i år. Så det er svært ikke at være lidt opstemt over dette skifte med fantasy-brillerne på.
Alshon Jeffery, WR – Philadelphia Eagles
Det er gået lidt nedad bakke på det seneste for Jeffery, men det her kan blive genfødslen af Jeffery. Carson Wentz skreg på en solid receiver i sin rookie-sæson. Den solide receiver har han nu. Når Jeffery rammer sit topniveau, så tilhører han den øverste klasse af receivers på grund af sin eminente fysik.
Det kan godt ske, at det ikke bliver den vilde sæson ud fra et yards-mæssigt synspunkt, men det vil ikke overraske mig, hvis Jeffery er i top tre over flest touchdowns, når sæsonen er slut. Og det er trods alt lidt lækkert et touchdown på tavlen, når man sidder en søndag aften og følger sit fantasy-hold.
Robbie Gould, K – San Francisco 49ers
Det her er ikke en joke. Kickers er vanvittigt undervurderet i fantasy. Rammer du en af de kickers, som bare har en stor sæson, så kan det være kampafgørende. Hvem glemmer måske, når Matt Bryant sætter 20+ point på tavlen i kamp? Hvorfor nævner jeg så Matt Bryant, når det her drejer sig om Robbie Gould?
Det skal jeg sige dig. Kyle Shanahan. Fra en meget succesfuld tid hos Atlanta Falcons er Shanahan nu hos 49ers, hvor han skal sparke gang i deres angreb. Jeg er sikker på, at han nok skal give dem et løft, men jeg tror stadig, at de vil få problemer med at få bolden i endzonen. Det åbner jo så op for en masse field goals. Derfor skal man tro på Gould.
Jacksonville Jaguars, Defense
Her kan der ikke være nogen tvivl. Det skal simpelthen være i år for Jaguars. Man kan selvfølgelig stadig sætte sin tvivl ved Blake Bortles, men øj hvor er det defense lækkert! Det kandiderer til at være ligaens bedste i den kommende sæson. Det skal det simpelthen blive. Ellers vil det være en skuffelse.
Allerede i slutningen af den seneste sæson steppede de op og leverede højt niveau. I free agency hentede de så to af de bedste forsvarsspillere, der var ledige i Calais Campbell og A.J. Bouye. Ligesom de gjorde sidste år, hvor de sikrede sig Malik Jackson. Oven i det kan du lægge Jalen Ramsey, der allerede nu har vist, at han er en fremtidig stjerne. Det kan kun blive spændende for Jaguars.
Skrevet af Frederik Palle, Dynasty 2544