Der er omtrent en uge til draften, og rygterne tager til jo længere vi kommer. Det seneste lyder på, at New England Patriots skulle være ret glade for en af draftens mest omtalte quarterbacks.

Det er New England Sports Networks Doug Kyed, der har været ude med historien om, at New England Patriots skulle være på jagt efter Rosen. En anonym kilde tæt på organisationen har fortalt, at klubben er meget glade for UCLA-quarterbacken. Kyed nævner også muligheden for, at Bill Belichick og co. kan trade op i draften for at få ham.

Kilden angiver ikke, om holdet er klar til at gå så langt for at få en af draftens bedste quarterbacks.

Efter traden, der sendte Brandin Cooks til Los Angeles Rams, så har holdet to førsterundevalg, og det er en ret god start, hvis de har lyst til at rykke op i top 10.

Patriots sendte midt i sidste sæson Jimmy Garoppolo til 49ers og mangler nu en fremtidig quarterback, skulle den aldersløse maskine Tom Brady nogensinde vælge at stoppe karrieren. ESPNs Adam Schefter har allerede åbnet døren på klem til, at Brady måske kunne overveje at stoppe snart. Det forventes dog alligevel, at NFL-historien måske bedste spiller fortsætter i 2018.

Rosen bliver af mange nævnt som draftens bedste til at kaste en football, men bekymringer omkring hjernerystelser, skader og villigheden til at spille i NFL i mere end 10 år bliver set som svagheder. Alligevel vil det være en overraskelse, hvis collegestjernen med kælenavnet Chosen Rosen, ikke vælges i top 10.

Der skal derfor en trade til, hvis New England vil have chancen for Rosen. Har de ikke tænkt sig at skille sig af med flere draftvalg, har holdet også øje på andre quarterbacks. Her er det primært spillere, som først vil blive valgt på dag to eller tre af draften. Det drejer som om Kyle Lauletta og Luke Falk, der i sig selv vil være spændende spillere.