Der er ingen kampe, men off season er stedet, hvor fundamentet for næste sæsons succes skal lægges. Vil du gerne forstå draften, free agency, lønloftet og meget mere, så giver vi dig her en grundig introduktion til, hvordan en off season fungerer i NFL.

Super Bowl er afholdt, sæsonen er slut, og nu venter vi bare på efteråret igen rammer os. Sådan er der mange, der har det. Virkeligheden er dog en anden for NFL-holdene. De kommende 6-7 måneder er mindst lige så vigtige, hvis ikke vigtigere, end selve kampene. Det er her fundamentet støbes, så man kan løfte Lombardi-trofæet den første søndag i februar.

Jeg vil forsøge at give en introduktion til den proces, som holdene og spillerne går igennem, når det begynder at handle mere om kroner og øre, end sejre og nederlag. Introduktionen er delt op i to artikler. Én om free agency og én om draften.

Artikel 1: Free agency (læs den her)

  • Salary Cap
  • Kontraktudløb
  • Franchise tag
  • Free agency-dagene

Artikel 2: Draften

  • De første forberedelser (Senior Bowl)
  • Combine
  • De afsluttende detaljer
  • Draftday

Draften
Hvem er den næste Patrick Mahomes eller Aaron Donald? NFL-holdene forsøger hvert år at finde det næste stjernefrø, men den proces er ikke let og indebærer en masse forskellige step og flere måneders hårdt arbejde.

Draften i sig selv er sådan set ret simpelt bygget op. Der er syv runder, hvor alle hold som udgangspunkt har et valg hver. Det dårligste hold fra sæsonen før vælger først, og derefter vælger det næstdårligste og så videre, indtil Super Bowl-vinderen vælger som det sidste hold i hver runde. Disse valg kan trades, og derfor er rækkefølgen typisk ikke helt i overensstemmelse med sidste års resultater. Udover de “normale” valg, bliver der uddelt op til 30 ekstravalg i draften. Disse ligger i slutningen af hver runde fra tredje til syvende runde. De bliver givet til hold, der mistede mange spillere i free agency året før. Hold, der mistede en meget dyr spiller, får de højeste draftvalg, og hold, der mistede mindre dyre spillere, får de laveste af de 30 ekstravalg.

Det er ikke draften, som er indviklet. Det er hele processen op til. Hvad vi først og fremmest skal forstå er, at vi i offentligheden og medierne kun ved en brøkdel af, hvad NFL-holdene ved. NFL-holdene har været i gang hele sommeren og efteråret gennem deres college scouting-afdeling, hvor talentspejdere har set video af spillere og været rundt til kampe og colleges for at lære spillerne at kende. Medierne er hele tiden bagefter mht. adgang til video, kendskab til spilleres skader, problemer uden for banen og deres personlighed. Forskellige NFL-reportere får presset nogle ting ud af NFL-holdene undervejs, men i sidste ende er der ingen der ved, hvad holdene har af planer, når vi rammer draften, som i år ligger fra d. 23.-25. april.

Det er dog ikke kun os i medierne, som skal indhente måneders forarbejde lavet af college scouting-afdelingerne. Så snart sæsonen er slut for NFL-holdene, skal trænerne i gang med at kigge på de næste talenter. Head coaches og positionstrænere bliver selvfølgelig briefet af talentspejderne omkring de forskellige spillere, men de skal derefter selv i gang med at se video for at danne deres egne holdninger. I perioder i løbet af foråret bliver noget af college scoutingen lagt på hylden for at fokusere på spillere i free agency, men i høj grad skal disse måneder bruges på at diskutere spillere og lære dem at kende. Det er også derfor, man ikke skal lytte til forskellige rygter langt fra draften. NFL-holdene har ikke dannet endelige meninger endnu.

Lad mig lige springe væk fra artiklens egentlige emne for at forklare, at du som privatperson også selv kan kigge nærmere på spillerne, hvis du er nysgerrig. Næsten alle spillere vil have youtube-videoer, som er redigeret og skåret ned, så du kun ser spillene med den givne spiller. De er typisk 5-15 minutter lange, og her kan du altså kigge lidt nærmere på en spiller, hvis du hører rygter om, at dit hold er interesseret i en spiller. Gå ind på Youtube og skriv i søgefeltet “Navn på spiller vs 2019”, og så vil der typisk komme en række kampe op, som der kan kigges nærmere på. Personligt er min plan i år at se omkring 250 spillere, men NFL-holdene vil typisk have set op mod 400-500 spillere på den ene eller anden måde. Til sammenligning bliver der hvert år draftet lige over 250 spillere.

Læs også: De bedste quarterbacks i årets draft

All Star-kampe og underclassmen
Udover at se en masse video af de forskellige spillere, har NFL-holdene dog også en masse andre begivenheder, som er beregnet til at se nærmere på de næste talenter. Her er den største NFLs scouting combine, men den kommer vi til om lidt. I løbet af januar får NFL-holdene og trænerne nemlig første mulighed for at komme lidt tættere på de næste NFL-spillere. Dette sker ved de såkaldte all star-kampe, hvor spillerne i draften mødes et sted i landet. De er samlet i en uge, hvor de træner under tidligere eller nuværende NFL-trænere, og så spiller de til sidst en kamp for at vise sig frem.

Den største af disse all star-kampe er Senior Bowl, der løber af stablen i Mobile, Alabama i ugen inden Super Bowl. Den modtager en masse opmærksomhed, men der er også adskillige andre all star-kampe. Kampe som East-West Shrine game og NFLPA Collegiate Bowl har deltagelse af en række kommende NFL-spillere hvert år. Sidste år deltog Hjalte Froholdt i NFLPA Collegiate Bowl, mens NFL-stjerner som Daniel Jones, Deebo Samuel og Terry McLauring gjorde opmærsomme på sig selv til Senior Bowl.

Det er dog ikke alle draftens spillere, der kan deltage i disse all star-kampe. Vi bliver nemlig nødt til at introducere begrebet underclassmen. I college kan du spille fire sæsoner på et football-hold, men nogle bruger dog fem år pga. deres redshirt-system, hvor man træner med et år, men ikke må spille. En skadet spiller kan også blive redshirtet, hvis skaden har gjort, at han næsten ikke har spillet i en hel sæson. Når de fire år er gået er du automatisk tilmeldt draften (kun de mest talentfulde er relevante). Disse spillere, der har været på skolen i 4 eller 5 år er seniors eller redshirt-seniors. Du kan dog også forlade college før tid, og i så fald tilmelder du dig aktivt draften som underclassmen. Dette kan tidligst gøres 3 år efter, at de dimitterede fra high school. Spillere har altså denne genvej, og cirka 100 spillere valgte i år at forlade college før tid for at forsøge sig i de professionelle rækker. Dette vil typisk være de største talenter, da de er klar til at prøve sig af i NFL før tid. Der er dog altid underclassmen, som ikke bliver draftet, og disse kan ikke vende tilbage og spille college-football.

Læs også: De bedste tight ends i draften

Scouting combine
NFL-holdene får altså ikke lov til at se disse underclassmen til all star-kampene, og det betyder, at første gang, de rigtig kan stifte bekendtskab med underclassmen, er ved den årlige scouting combine. Dette arrangement finder sted i Indianapolis og varer en uges tid. I år ligger den fra d. 23 februar til 2. marts. Her vil udvalgte underclassmen og seniors blive testet på et hav af parametre både mentalt, fysisk og helbredsmæssigt. I alt er 337 spillere inviteret til combine i år.

Combinen har flere forskellige elementer, men de fysiske øvelser er dem, der tager offentlighedens fokus. Spillerne positionopdeles og laver forskellige tests og øvelser, som for eksempel de klassiske discipliner 40-yard dash og vertikalt hop. Disse forskellige øvelser udføres for at teste spillernes atletiske evner.

Selvom holdene selvfølgelig kigger på disse forskellige ting, så er disse øvelser “mod luften” ikke det vigtigste ved combine. Mange af øvelserne har ikke nødvendigvis meget at gøre med, hvor god en spiller, man er på banen, og derfor er der andre ting, som NFL-holdene bruger combinen til. Først og fremmest gennemgår alle spillerne meget grundige lægetjek, hvor deres krops fysiske tilstand bliver vurderet. Her ser man hvert år, at nogle spillere bliver markeret som havende forskellige bekymrende ting, og det er selvfølgelig noget, der kan afskrække NFL-holdene, når de skal lave en investering over en længere årrække. I 2018 opdagede lægerne en hjertefejl hos Maurice Hurst, der var udset til at blive valgt i første eller anden runde, og derfor turde mange hold ikke tage ham. I femte runde var Raiders dog villige til at tage chancen, men disse forskellige helbredsmæssige opdagelser er ikke usædvanlige ved combine. Det er langt fra alle disse lægelige ting, som medierne kender til.

Derudover er combinen en vigtig mulighed for NFL-holdene til at lære spillere at kende. Hvert hold har 45 interviews à 18 minutter, og dette er en ekstrem vigtig mulighed for at lære interessante spilleres personlighed. Til combinen har NFL-holdene nemlig allerede en pæn idé om, hvilke spillere der kan være interessante. De spillere vil blive interviewet, men også spillere med forskellige spørgsmålstegn har NFL-holdene interesse i. Flere collegespillere har en broget historie med forskellige små episoder, karantæner eller andet. NFL-holdenes sværeste opgave er at vurdere, hvilken personlighed, karakter, indstilling og vilje de forskellige spillere besidder. Her er combinen essentiel.

Så selvom vi alle er glade for at fokusere på, hvem den hurtigste spiller er, så er de vigtigste ting, hvad der foregår bag kulisserne. En spiller kan være nok så hurtig og stærk, men hvis hans knæ maksimalt holder to år, eller hans mentalitet er forfærdelig, så kan det være ligemeget. Livet som professionel er meget anderledes end collegelivet, og vurderingen af disse faktorer i disse unge menneskers nye liv er den primære grund til, vi ser så mange missere i draften.

Læs også: Hvordan fungerer free agency?

De sidste justeringer
Når holdene kommer hjem fra combine, vil de tage deres observationer og vende tilbage til al deres video og se, hvorvidt de kan blive enige med sig selv om, hvor stort et talent den givne spiller er. Fra combinen til draften er der stadigvæk to måneder, og i starten af den periode har free agency selvfølgelig en del fokus, men derefter skal holdene til at færdiggøre deres “big board”, hvor alle spillerne listes og rangeres.

Udover mere videokigning begynder en ny del af draftprocessen nemlig. For selvom holdene har 45 interviews til combine, så kan de langt fra nå at snakke med alle spillerne. Derfor er de såkaldte pro days meget vigtige. Hvert college afholder deres egen mini-combine, hvor det givne colleges draft-kandidater får lov til at lave nogle af de samme øvelser som til combine i kendte og familiære rammer. Disse pro days rejser NFL-trænere og general managers rundt til i stor stil, da de i mere intime rammer kan møde spillere på tomandshånd. Det er ofte set, at general managers og trænere hiver spillere ud til en middag, hvor de kan snakke og lære personen at kende.

Udover pro days, hvor NFL-holdene tager ud til de forskellige colleges, kan holdene også invitere 30 spillere til deres egne faciliteter, hvor de kan teste og tjekke spilleren igen og mere grundigt. På disse besøg og turene rundt til pro days hentes noget af den sidste information.

Selve Draften
Draften afholdes sidst i april, men i de to uger op til bliver der pludselig meget stille fra holdenes side. Efter flere måneder på farten til all star-kampe, combine, pro days og meget mere, skal NFL-holdene til at samle disse voldsomme mængder af information til de endelige rangeringer. Her bygges det førnævnte big board, hvor holdene har alle de spillere, de finder interessante. Selvom holdene har set op mod 500 spillere, er deres draftboards typisk kun på 100-200 navne. Resten er sorteret fra, da de ikke passer til holdet, har skadesproblemer eller personlige træk, som holdene ikke bryder sig om. Frasorteringen gælder ikke kun mindre talenter, men kan også gælde store talenter, og en spiller valgt i top 10 kan sagtens være helt ude af betragtning hos en stribe hold.

Mens de bygger deres draft board, begynder de også at kigge på forskellige scenarier, der kan udspille sig i draften, og det er ikke usædvanligt, at det er i denne periode, vi ser hold lave trades for at komme op i draften og sikre sig deres mand. Det var i disse sidste uger, at først Rams og sidenhen Eagles tradede sig op til første- og andetvalget i 2016-draften for at sikre sig Jared Goff og Carson Wentz.

Hvordan de her boards ser ud, kan være utroligt forskelligt fra hold til hold, og det er derfor, at draftaftenen er så forbandet uforudsigelig, og det er en af grundene til at elske NFL. Hvis du har spørgsmål til draften eller processen, kan du stille dem i kommentarfeltet eller på Twitter til @gulklud eller @teisjoranger. God fornøjelse med off season.

Læs også: Hvordan fungerer free agency?