En rodet, skadesplaget sæson endte i slutspillets anden runde for Seattle Seahawks. Holdet har ikke ændret sig meget siden da, men med mange tidlige valg i draften er der rig mulighed for at forbedre holdet.

Nævneværdige afgang:
K, Steven Hauschka (Bills)
DE, Damontre Moore (Cowboys)
LB, Brock Coyle (49ers)
T, Gary Gilliam (49ers)
T, Bradley Sowell (Kontraktudløb)
DT, Tony McDaniel (Kontraktudløb)
FB, Marcel Reece (Kontraktudløb)
FB, Will Tukuafu (Kontraktudløb)
LB, Mike Morgan (Kontraktudløb)
WR, Devin Hester (Kontraktudløb)
S, Steven Terrell (Kontraktudløb)
Nævneværdige tilgange:
RB, Eddie Lacy (Packers)
K, Blair Walsh (Vikings)
S, Bradley McDougald (Buccaneers)
T, Luke Joeckel (Jaguars)
LB, Michael Wilhoite (49ers)
G, Oday Aboushi (Texans)
Edge, Dion Jordan (Dolphins)
Re-signede spillere:
CB, Deshawn Shead
CB, Neiko Thorpe
TE, Luke Willson
Kernen er den sammen, på godt og ondt
Seattle Seahawks gik ind til free agency uden en bugnende kistebund, men samtidig var Steven Hauschka eneste store navn uden kontrakt, men ham lod Pete Carroll og John Schneider gå. Dermed kunne der fokuseres på at forbedre end talentfuld, men hullet trup.
Seahawks har længe haft en af ligaens dårligste offensive linjer, og sidste sæson var ikke en undtagelse. Sidste sæsons to startende tackles, George Fant og Gary Gilliam, var blandt de absolut dårligste i hele ligaen. Med en svag draft på netop den positionsgruppe var det næsten givet, at holdet ville kigge den retning. Holdet har mistet en af de to, nemlig Gary Gilliam, der skrev kontrakt med San Francisco 49ers. På ingen måde et stort tab spillemæssigt. Med mange talentfulde offensive linjemænd uden kontrakt lykkedes det dog kun for Seattle, at hente Luke Joeckel og Oday Aboushi.  Joeckel var draftens andetvalg i 2013 og har skuffet lige siden. 
Den store tackle har haft en skadesplaget karriere hos et elendigt Jaguars-hold, og Seahawks håber en mere stabil situation, kan få den 25-årige til at forløse sit potentiale. Trods flere år med skader og dårligt spil får Joeckel alligevel otte millioner dollars, hvoraf næsten alle er garanterede. Det eneste, der redder denne handel fra at være helt håbløs på papiret er, at der kun er tale om et enkelt år.
Et enkelt år bliver det i første omgang også til for running back Eddie Lacy. Lacy kommer til fra Green Bay, hvor han grundet en skade kun spillede i fem opgør i den forgangne sæson. I 2015 skuffede en for tyk Lacy, så det er lidt en “bevis dit værd” kontrakt den 26-årige running back er kommet på. Jeg tror dog på, at det er et fint fit. Seahawks var mest effektive, når de lavede power-løb sidste sæson, og nu har de en spiller, der trives i et sådant system. Det er en godkendt chance at tage. Det samme kan siges om Dion Jordan, der er kommet til sent. En virkelig talentfuld og monster atletisk spiller, der blev valgt som draftens tredje spiller i 2013 og fejlede totalt i Miami. Lav risiko, potentielt stor gevinst, om end det er usandsynligt.
Seattle fik også tilføjet safety Bradley McDougald, der har været bundsolid for Buccaneers og vil være god dybde. Jeg er bestemt ikke overbevist om, at Blair Walsh er svaret på kickerpositionen, men her er der også tale om en et år lang kontrakt.
Seahawks har ageret både klogt og skuffende. De åbenlyse huller, specielt på den offensive linje, ser på ingen måde ud til at være løst, og det er man nødt til at være ganske kritisk overfor. På den anden side har holdet kun uddelt korte kontrakter, og lykkedes satsninger som Lacy og Joeckel ikke, er det let at komme videre.
Karakter: (4/10)
Draften: Seahawks vælger som nummer 26 i første runde
Trods den lidt skuffende free agency periode har Seattle stadig gode muligheder for at forbedre sig. Holdet har fem valg i de første tre runder, og de skal spenderes på en offensiv linjemand eller to. Efter at have været elendig i sine første to sæsoner fandt Justin Britt endelig sig selv som center. Her leverede han en fin sæson. Ellers er de resterende fire positioner på linjen et stykke fra NFL-niveau, men specielt de to tackle-positioner SKAL opgraderes, hvis Russell Wilson ikke skal slagtes. Med usikkerhed på kickerpositionen også, kan man som dansker håbe at både Andreas Knappe og Simon Mathiesen ender i Seattle.
Seahawks har dog andre needs, blandt andet på corner back-positionen. DeShawn Shead spillede en god sæson og fik en kontraktforlængelse, men en alvorlig knæskade sidst på året giver anledning til bekymring. Ligeledes gør de mange rygter omkring en trade af Richard Sherman. Seattle kunne også bruge yderligere folk til den centrale defensive linje, hvor Athyba Rubin og Jarran Reed begge skuffede i den forgangne sæson. Outside linebacker og generelt special teams-folk er også områder, der skal kigges på.
Draft needs: OT, OG, CB, DT, OLB
Cordrea Tankersley, CB, Clemson
Det er en dejlig dyb draft for corner backs, så der er masser af valgmuligheder for Seattle Seahawks. Mange tror på Kevin King fra det lokale college, Washington Huskies, men mit valg falder på Clemsons Cordrea Tankersley. Tankersley er en stor spiller, der trives i det fysiske mand-mod-mand spil, der fortsat er elsket i Seattle. Trods en hurtig 40 yard dash tid er han ikke en fremragende atlet, og han skal fortsat arbejde med sin disciplin. I sidste ende gør villigheden til at takle, fysikken og gode egenskaber i den direkte opdækning, at Tankersley vil passe perfekt modsat Richard Sherman.
Garrett Bolles, OT, Utah
Falder Ryan Ramczyk ikke til det 26. valg, kan Bolles blive valget. Trods en lidt højere alder (25 år ved sæsonstart) og manglende tyngde, kan Utah-spilleren blive en effektiv spiller i NFL. Bolles har hastigheden og villigheden til at blive beskidt, hvilket har gjort ham elsket af trænerne, men også af de running backs han har blokeret for. Der er spørgsmål omkring egenskaberne i kastespillet grundet styrke, men Bolles har talentet og hurtighed til at gøre en forskel fra dag ét, mens han arbejder på svaghederne. Går Seattle først efter en offensiv linjemand i anden eller tredje runde vil tackle Antonio Garcia være min favorit.
Caleb Brantley, DT, Florida
Seahawks har brug for alternativer til sidste sæsons rookie, Jarran Reed, og veteranen Athyba Rubin på defensive tackle-positionen. Brantley kan være det friske pust, der er brug for. Forsvarsspilleren, der har tørnet ud for Florida Gators, er trods sin størrelse en balanceret spiller, der med sin hurtighed har gjort livet svært for mange offensive linjemænd. En stærk spiller, der også besidder nogle fremragende reaktionsevner. Brantley kan være for aggressiv, hvilket kan give ham og holdet problemer, men eksplosiviteten sammen med aggressionen er den største grund til at forelske sig i ham. Det plejer at være egenskaber, som Pete Carroll sætter pris på i en forsvarsspiller.
ARZ | ATL | BAL | BUF CAR CHI | CIN | CLE | DAL | DEN | DET | GB HOU | IND | JAX KC | LAC | LAR | MIA | MIN | NE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SF | SEA | TBTEN | WAS