Cleveland Browns valgte Baker Mayfield med førstevalget i NFL-draften anno 2018, men det lå ikke altid i kortene. Den semikontroversielle quarterback har nemlig altid været en underdog – noget, han til gengæld ikke længere kan kalde sig.

Denne artikel blev først udgivet dagen efter NFL-draften, d. 27. april, men er blevet genudgivet, efter at Baker Mayfield debuterede for Browns. Den succesfulde debut kan du læse mere om her.

*** Browns’ blændende Baker bag første sejr i to år

Kontroversiel. Talentfuld. Umoden. Heisman-vinder. Førstevalg.

Man kan kalde Baker Mayfield mange ting, og det vil bestemt ikke være lige positivt det hele, men hvis man skal sætte ét ord på det polariserende quarterbacktalents karriere hidtil, er der især ét ord, der skinner igennem: underdog.

Mayfields vej til NFL er nemlig den klassiske underdoghistorie, og det er de færreste, der havde kunnet drømme om, at Mayfield en dag ville ende der, hvor han er i dag – som førstevalget i NFL-draften anno 2018.

Det skulle da lige have været ham selv.

To gange walk on
For selv om han på to sæsoner som starter for Lake Travis High School havde vundet 25 kampe og kun tabt to, mens han havde kastet for mere end 6.000 yards, 67 touchdowns og kun otte interceptions, var der ingen førstedivisionscolleges, der ville have Mayfield. Han var for lav, mente de (han er 185 cm høj, red.).

I stedet matte han blive en såkaldt walk on – en spiller uden stipendiat, som langt de fleste store talenter får -hos det lokale college, Texas Tech. Her vandt han starterjobbet og præsterede fornemt, om end trænerstaben åbenbart ikke var helt tilfredse med det, de så fra Mayfield.

Det blev i hvert fald en kort fornøjelse hos Texas Tech. De tilbød nemlig ikke et stipendiat til Mayfield efter præstationerne, der ellers gjorde ham fortjent til det, og de ville heller ikke love ham starterjobbet, efter at han havde siddet ude med en skade.

– Da jeg blev skadet i femte spillerunde mod Kansas, var der ingen kommunikation mellem mig og trænerstaben. Da jeg blev rask, vidste jeg ikke, hvorfor jeg ikke spillede. På det tidspunkt tabte vi et par kampe i træk. Jeg forstod slet ikke, hvorfor jeg ikke spillede. Det var virkelig frustrerende for mig, fordi jeg startede de første fem kampe, og vi vandt, fortalte Mayfield selv om situationen.

Derfor besluttede han sig altså for at skifte, og han valgte i stedet at blive walk on igen – denne gang hos Oklahoma University. Det gav mening for Mayfield, hvis yndlingshold var netop Oklahoma, men beslutningen var dog stadig en overraskelse. Oklahoma havde nemlig netop anskaffet quarterbacken Trevor Knight, og forventningen var, at han skulle starte.

Men man skal ikke tvivle på Mayfield
– Jeg syntes, at det var skørt. Jeg troede ikke, at det var sandt, husker Oklahomas defensive koordinator, Mike Stoops. – Men det var nok den klogeste beslutning, han nogensinde tog. Han er fyr, der følger sine instinkter, og de tog ikke fejl dér.

Men som Stoops også lærte, skal man ikke tvivle på Mayfield. For det var efter alt at dømme den rette beslutning. Mayfield vandt nemlig starterjobbet over Knight hurtigt, og i dag, fire år senere, står han noteret for 12.005 yards, 117 og kun 20 interceptions i sine 39 kampe som Oklahomas startende quarterback.

Især i sin sidste sæson hos Oklahoma var Mayfield flyvende, og han slog rekord efter rekord, inden han også kunne snuppe Heisman-trofæet i overlegen stil. Dermed blev han den første walk on nogensinde til at vinde trofæet. Med andre ord havde Mayfield endnu engang overkommet oddsene. Og det skyldtes ikke mindst underdogrollen, som han tog til sig og har ladet sig motivere af.

For han glemmer nemlig ikke de gange, folk har tvivlet på ham. Tværtimod. Det var der en journalist, der lærte på egen krop, da Mayfield fik overdraget Heisman-trofæet ved en ceremoni i New York.

– Troede du, at jeg ville være her i dag, da du talte med mig tilbage i high school?, spurgte han.

– Hvis jeg skal være ærlig, så nej.

Og det er mere reglen end undtagelsen. I en serie af artikler om den polariserende quarterback af MMQB, har Mayfield således indrømmet, at han gemmer tweets, artikler og des lignende fra eksperter og journalister, der kritiserer ham og går over stregen. Han bruger det som motivation, og der er formentlig nogle, der har tvivlet på Mayfield, og som får en tekstbesked eller et screenshot fra Mayfield morgenen efter NFL-draften.

Ikke længere underdog
For på trods af den store succes i college, fandt Mayfield igen sig selv i underdogrollen, da draftprocessen begyndte. Der var flere eksperter, der tvivlede på, at han kunne klare sig i NFL. I december havde de fleste ham som et valg i midten eller slutningen af første runde.

Igen var det især hans højde, der var et af problemerne. Derudover var der flere, der mente, at hans opførsel var uacceptabel.

I løbet af 2017 har Baker Mayfield nemlig trukket overskrifter som følge af mildest talt kontroversiel opførsel. I februar blev han anholdt for at have flygtet fra politiet, som ville anholde ham for blandt andet spirituskørsel; i september plantede han et Oklahoma University-flag midt på Ohio States bane; i november hoverede han ved at tage sig selv i skridtet og råbe ”F— jer” efter en sejr over University of Kansas.

Blot to dage inden draften var der derfor stadig tvivl om, hvorvidt han ville blive draften iblandt de ti første valg.

Men også dette overvandt han, og nu – dagen efter NFL-draften – står han som førstevalget i NFL draften anno 2018 og som manden, der skal redde Cleveland Browns. Og som han selv siger, så skyldes hans semikontroversielle personlighed og ekstreme vindermentalitet, der har ført ham fra underdog til superstjerne, ikke mindst, at han kan huske alle de gange han er blevet fravalgt og alle de gange folk har tvivlet på ham.

– Sandheden er, at jeg altid vil huske, hvordan det var at være den dreng, der var for lille til at få chancen. Jeg vil huske, hvordan det føltes at blive betvivlet, og hvor fantastisk det er at overkomme den tvivl. For at gøre mit bedste skal jeg spille med en kant. Jeg har altid været energisk, og jeg har fundet af, når jeg viser mine følelser, lader mine holdkammerater også deres følelser komme frem, og det kan løfte alles præstationer til et nyt niveau.

Men nu skal Baker Mayfield finde en ny motivationsfaktor – han er nemlig ikke længere underdog. Han er Cleveland Browns’ førstevalg og manden, der skal redde et NFL-hold, der kun har vundet én kamp siden 2015.