Noget af det mest basale man kunne forestille sig, er at kende sin egen alder. Men det er åbenbart et problem for Detroit Lions defensive end, Ezekiel Ansah, som enten er 27 eller 29 år.

Problemet opstod, da Ansah var i Ghana for at fremme NFL som sport i Afrika. Her havde flere artikler skrevet, at han var 29 år gammel – ikke 27, som Detroit Lions ellers anfører på deres hjemmeside.
Lions afviser dog pure, at den talentfulde forsvarsspiller skulle være andet end 27 år gammel – født den 29. maj 1989.
Skulle rygterne dog have noget på sig, og skulle Ansah være 29, så må det give grund til bekymring hos Lions trænerne. Så fylder han nemlig 30 år ved sin næste fødselsdag, og karrieren kan derfor være noget kortere, end man oprindeligt havde regnet med.

Læs også: Lad os få en NFL kamp i Afrika

Ansah er oprindeligt fra Accra i Ghana og han kom til USA, da han blev optaget på BYU i 2008. Ansah forsøgte sig først med at spille basket på college, før han han gik videre til baneløb, hvor han blandt andet løn 100 meter på 10.91 sekunder.
Først i 2010 spillede Ansah amerikansk fodbold, da han efter prøvetræning kom på holdet som forsvarsspiller.


Det er ikke første gang, at Ansahs alder bliver betvivlet. Spilleren måtte også forklare sig, da han i 2013 blev drafted som #5 af netop Lions. Her blev rygterne også afvist, da kopier af Ansahs pas begyndte at cirkulere. På passet står der, at Ansah er født 29. maj 1989, hvilket fortsat er den oficielle dato.