PT forbereder Matt Patricia sig på at skulle møde angrebet fra vinderen af Steelers – Jaguars kampen, men meget snart skal han forberede sig på noget helt andet.

Matt Patricia er nemlig favorit til at skulle være cheftræner hos Detroit Lions, som i starten af januar sagde farvel til Jim Caldwell efter 4 sæsoner.

Patricia er en af de hotteste navne på træner markedet, og han har angiveligt kunne vælge mellem jobbet i både New York hos Giants og jobbet i Detroit hos Lions.
Nu er rygterne nået et niveau, hvor det ville være chokerende, hvis ikke han blev træner i Motorcity.

Patricia har været ansat hos Patriots siden 2004, hvor han har været både offensiv assistent, linebackertræner, safety træner og defensiv koordinator. Og så har han også været med til at vinde 3 Super Bowls med holdet.

Nu venter der nye udfordringer, når han skal forsøge at forløse noget af det talent, som Lions angrebet utvivlsomt har. Matt Stafford spiller noget af det bedste football i sin karriere, og der er stadig et par brikker, som man kan bygge forsvaret op omkring.

Hos Lions kommer Patricia til at arbejde under Bob Quinn, som forrige sæson blev ansat som ny sportschef. Før Lions arbejdede Quinn hos New England Patriots som chef for scoutingafdelingen og der er dermed lagt op til en genforening af 2 tidligere patriotsfolk.

Udover Patricia, så forventes Patriots offensive koordinator, Josh McDaniels også at forlade holdet, og ydermere er linebackertræneren, Brian Flores med i opløbet om at blive næste cheftræner for Arizona Cardinals. Patriots kan derfor potentielt sende 3 nye cheftrænere ud i ligaen i denne vinterpause – The magic of the Bill Belichick coaching tree