Broncos forsøger sig med Paxton Lynch under center, når de møder Raiders i Oakland.

Denver Broncos’ angreb har på det seneste leveret den ene rædderlige præstation efter den anden. Angrebet har eksempelvis kun formået at score mere end 20 points én gang siden 2. spillerunde (midt-september). Det har nu kastet en række ændringer af sig.
Tidligere på ugen blev offensiv koordinator, Mike McCoy, fyret og erstattet af daværende quarterback-træner, Bill Musgrave. Nu annonceres der ligeledes (endnu) et skifte på quarterback-positionen, som senest har tilhørt Brock Osweiler.


På søndag ventes det således, at unge Paxton Lynch overtager tjansen under center. Lynch har i den indeværende sæson kæmpet med en skulderskade, hvilket har begrænset hans aktivitet hos Broncos.
Det tidligere førsterundevalg startede to kampe for Broncos i sidste sæson, hvori han noterede sig for 497 yards, to touchdowns og en enkelt interception. På søndag får vi det næste svar om, hvorvidt Paxton Lynch har en karriere som startende quarterback i NFL foran sig, eller om Denver Broncos må tilbage til startpunktet og lede efter nye kandidater.