Vil du gerne eje et NFL-hold, så skal du slå til nu!

Det kræver selvfølgelig, at du har lidt penge stående i banken. For at være helt præcis så omkring 5 milliarder kr. Men så får du også en tredjedel af Denver Broncos!
John Bowlen, lillebror til majoritetsindehaver Pat Bowlen, vil angiveligt sælge sin andel i holdet, som ifølge kilder ligger på mellem 30 og 35 procent.
Dermed står han også til at tjene en pæn sum, hvis det lykkes at komme af med aktierne til den udbudte pris.
Broncos har igennem de sidste 30 år været blandt de mest succesrige NFL-hold, og har en anslået værdi på 2,4 milliarder dollars eller ca. 15 milliarder kroner.
Det er noget af en værdiforøgelse fra de 78 millioner dollars Bowlen-familien købte holdet for i 1984.
Pat Bowlen trak sig tilbage fra den daglige drift af klubben, da han i 2014 blev ramt af ​​Alzheimers, og nu ønsker lillebror John at cashe ind.
Broncos har udsendt en erklæring om, at de “for nylig blev kontaktet af en person, der udtrykte interesse for en andel af holdet.”
Broncos vandt Super Bowl 32 og 33 med John Elway som quarterback. Han er sportschef i klubben nu, og førte i den position klubben til endnu et mesterskab, da de vandt Super Bowl 50 med Peyton Manning som quarterback.