Denver Broncos har meget overraskende cuttet den tredobbelte Pro Bowl-safety T.J. Ward.

Safety T.J. Ward har med sin hårde hits og kompromisløse spilletstil været en af de bærende spillere på Denver Broncos’ stærke forsvar de seneste sæsoner. På trods af det har Broncos i dag fritstillet den defensive back.


At John Elway og Co. skiller sig af med Ward må siges at være en højst overraskende beslutning, for han har ikke vist et tydeligt niveaufald, og det var forventet, at han igen i denne sæson ville være Denvers startende strong safety.
Broncos har en dyb secondary, der er fyldt med dygtige spillere som Chris Harris, Aqib Talib, Bradley Roby og Darian Stewart, men Broncos har umiddelbart ikke en erstatning på strong safety-positionen klar til at gå ind og levere på T.J. Wards niveau. Stewart eller Williams Parks ligner afløseren, mens der samtidig vil være spilletid til unge FS Justin Simmons.
Ward har rundet 30 år og stod til at have kontraktudløb efter sæsonen, så det ligner uden tvivl en beslutning med tanke på fremtiden. Fyringen frigiver $4,5 millioner på bankkontoen, og efterlader blot $1,25 millioner i ‘dead money.’