Sidste kamp i sæsonen betyder også sidste kamp i jobbet for mange trænere rundt omkring. De seneste meldinger går på, at de forsvarende Super Bowl-vinderes cheftræner, Gary Kubiak, bliver en af disse.


Mandagen efter sidste spillerunde kaldes “black monday” i NFL. Adskillige head coaches, koordinatorer og general managers vil miste deres job. Allerede nu har hold som Jaguars, Rams og Bills fyret deres head coaches.
De seneste meldinger går nu på, at de forsvarende Super Bowl-mestres træner, Gary Kubiak, vil træde tilbage pga. helbredsproblemer. I løbet af sæsonen måtte Kubiak på hospitalet og missede blandt andet en kamp mod Chargers. Disse helbredsproblemer og den stressende arbejdsgang som head-coach skulle være årsagerne bag stoppet, melder både ESPNs Adam Schefter og Sports illustrateds Albert Breer.


Kubiak var head coach for Houston Texans fra 2006 og helt op til 2013. Her blev han fyret og i 2014 fandt han sig godt til rette i det mindre stressfulde job som offensiv koordinator hos Baltimore Ravens. Da jobbet hos Denver blev en mulighed, så Kubiak chancen for at tage drømmejobbet og arbejde sammen med General Manager, John Elway, igen. I hele sin aktive karriere var Kubiak nemlig backup quarterback til Elway i Denver. Med sejren i sidste års Super Bowl blev Kubiak blev den blot fjerde head coach, der vandt Super Bowl i sin første sæson med et hold.
Det vil først blive officielt efter aftenens kamp mod Oakland Raiders, men rygterne er allerede begyndt at svirre om potentielle afløsere. Et af de første navne til at blive nævnt er Dolphins’ defensive koordinator, Vance Joseph, der er et varmt navn flere steder i ligaen. Joseph var for to år siden en potentiel kandidat, har tidligere arbejdet sammen med den defensive koordinator Wade Phillips og har flere forbindelser til Colorade-området.