Andreas Knappe udnyttede muligheden for at imponere NFL-spejdere og trænere på sin Pro Day, selvom han måtte udgå med en mindre skade undervejs.

I slutningen af april finder vi ud af, om danske Andreas Knappe er blandt de spillere, der bliver valgt i NFL Draften. I dag gjorde Knappe i hvert fald sit til at skabe lidt opmærksomhed omkring sit talent, da han sammen med flere af sine (tidligere) holdkammerater hos UConn Huskies viste sig frem på holdets Pro Day.
Danskeren nåede desværre ikke gennem alle tests, da han måtte udgå med krampe i sit højre baglår efter sin første 40-yard sprint. Det forhindrede ham dog ikke i at levere rigtig fine resultater i de øvelser, han gennemførte.
Den offensive tackle tilbagelagde den førnævnte sprint på flotte 5 sekunder og 17 hundrededele, hvilket ville rangere som den 13. bedste blandt de offensive linjemænd, der var inviteret til NFL Scouting Combine. Ekstra imponerende med tanke på, at blot én af linjemændene i Top 13 overgår silkeborgenserens vægt på knap 140 kg.


I det stående højdespring (vertical jump) var Andreas Knappe endnu bedre sammenlignet med de andre store gutter ved Combine. Hele 76,2 centimer (30 inches) løftede den danske klippe sig fra jorden, hvilket ville svare til en delt femteplads blandt offensive linjemænd ved Scouting Combine.


Knappes stående længdespring var også ganske fint med 2,7 meter (8 fod, 10 inches), hvilket er en placering på en delt 12. plads blandt de 25 offensive linjemænd ved Combine.
NFL-håbet fik sig også en snak med lokale medier, hvor han forklarede sin beslutning om at stoppe før tid.
“Sådan er spillet. Når du går ud og giver den alt, hvad du kan, så bliver du en lille smule ramt sommetider. Jeg følte, at det begyndte at krampe efter 40-yard sprinten, og jeg ville ikke forværre det,” sagde Knappe ifølge Hartford Courant.


Danskeren var dog ikke den spiller, der tiltrak den største skare af reportere. Den ære løb den atletiske defensive back, Obi Melifonwu, med. Højst sandsynligt efter hans fantastiske præstation ved Combine. Læs mere om det her.


20 NFL-hold var på plads
Og vi må i den grad sige, at UConns Pro Day var et sandt udstillingvindue, da over halvdelen af NFL-holdene havde repræsentanter til stede i the Shenkman Training Center.
Det drejede sig om talentspejdere og andet personale fra blandt andet New England Patriots, Green Bay Packers, Philadelphia Eagles og 17 andre hold, der nu forhåbentlig har fået øjnene op for Andreas Knappe.


Når alle de officielle resultater fra Andreas Knappes Pro Day tikker ind, opdateres artiklen.