Andreas Knappe skal vise sig frem for NFL-hold i de kommende måneder og har valgt en agent, der har samme drive som danskeren selv.

“SHOW ME THE MONEYYYY” – husker du scenen fra filmen Jerry McGuire, hvor en footballspiller råber af sin agent?
Det gør Andreas Knappe næppe, men hans tilgang er den samme. Han har valgt en agent, der vil kæmpe stenhårdt for ham og have danskeren som sit primære fokus.
Han har valgt agent John Pace fra K-sports til at repræsentere sig og skal i de kommende måneder arbejde sammen med Athletic Evolution for at blive toptunet fysisk. Valget af agent stod til sidst mellem to personer, og her lod Andreas sin mavefornemmelse tage beslutningen:
“Jeg valgte John, fordi jeg ville have en agent, der har fulgt mig og ved, hvem jeg er som spiller og person.” siger Knappe til Gul klud, “En agent, som jeg føler, vil kæmpe for, at jeg kan få min chance hos det helt rigtige NFL-hold. Derudover så har dét med at vælge en agent meget at gøre med ens “Gutfeeling” og jeg har den rigtige feeling med ham, jeg tror på, han har min bedste interesse.”
Kæmpen fra Silkeborg går nogle spændende måneder i møde, inden han måske hører sit navn råbt op som den første dansker siden Morten Andersen. John Pace har erfaring med at få college-spillere ind i NFL, men har ikke nogle af de helt store i sin stald. Det kan være en fordel, vurderer danskeren:
“Han har et par spillere på rosters (holdkort), men ikke nogen superstjerner. Jeg har valgt en agent, der ikke havde det af én grund. Jeg vil have, at han er sulten og har noget på spil. Lige som jeg også har. Det tror jeg på gør, at han vil investere ikke mindst i min træning, men også sin tid i at få mig eksponeret til NFL hold og stadig har nok erfaring til at kunne gøre det.” 

John Pace arbejer for agentfirmaet K-sports og de har repræsenteret flere store NFL-profiler gennem tiderne:  
“K-Sports har haft mange spillere gennem deres tid.” fortæller Andreas og nævner nogle stykker, du sikkert har hørt om, “Doug Flutie, Vince Wilfork, Antonio Cromartie, punter Sav Rocca og mange andre. Firmaet har mange forskellige typer spillere og alt fra ukendte navne til meget kendte navne har de arbejdet sammen med på den ene eller andet måde.”
Den fysiske forberedelse frem til draften står firmaet Athletic Evolution for. De skal hjælpe Andreas med at raffinere hans evner, inden han skal vise sig frem for NFL scouts:
“Det er en træningsfacilitet, hvor jeg skal tilbringe min tid, indtil jeg skal til Californien og deltage i NFLPAs Collegiate Bowl All-Star event. Derefter skal jeg tilbage til Athletic Evolution og træne og forberede mig endnu mere til en evt. Combine eller til UConn’s Pro Day, hvor jeg skal lave alle de forskellige fysiske test.” 

En Pro Day er en dag, hvor et collegehold viser sine bedste spillere frem under kontrollerede forhold. Det er i skolens interesse at få draftet så mange spillere som muligt, og her bliver Athletic Evolution vigtig for danskeren.
Firmaet har hjulpet mange spillere med at optimere deres fysik og skal hjælpe Andreas med at forbedre sig i nogle af de tests, som NFL-hold vil udsætte ham for:  
“De skal hjælpe mig med teknisk at blive bedre ikke kun med positions-specifikke ting, men også med en masse forskellige fysiske test, som man bliver evalueret på til en evt. combine eller til UConn’s Pro Day i Marts.”
Danskeren har de næste mange uger planlagt ned til mindste detalje, og han glæder sig til at fortsætte det hårde arbejde frem mod draften:
“Jeg tager tingene en dag af gangen og forsøger at få så meget ud af hver eneste dag, som jeg kan. Det vil sige blive bedre til de ting, jeg skal arbejde på den givne dag, for så at være klar til den næste mulighed, jeg får, for at vise mit talent frem på den ene eller anden måde.”